Slipknot

Efterhånden som Slipknots nye album, ‘Vol. 3: The Subliminal Verses’, er trængt ind under huden på mig, har jeg fået en stærk fornemmelse af, at det nihovede monster fra Des Moines har formået at kreere et seminalt album.

‘Vol. 3: The subliminal Verses’ repræsenterer kort sagt et kvantespring fremad i Slipknots udtryk og sangskrivning, og jeg kan umiddelbart ikke komme i tanker om et metalalbum inden for de sidste par år, der er i nærheden af at have det niveau, Slipknot rammer her.

Slipknot udviklede på deres to foregående albums rendyrket, ekstrem aggression til en kunstart. Men det var i mine ører tydeligt, at bandet på deres anden plade, ‘Iowa’, fra 2001 nåede den yderste grænse for, hvad de kunstnerisk kunne præstere indenfor dette stærkt afgrænsede dynamiske register. Det album repræsenterede en så sublim perfektion af ‘Slipknot-lyden’, at de umuligt kunne have fortsat ud af samme tangent på et tredje album, uden at være kommet til at gentage sig selv.

Men derfor afkræver det stadigvæk respekt, at Slipknot har nosserne til at eksperimentere i den grad, som de gør på ‘Vol. 3: The Subliminal Verses’. Tag ikke fejl – ‘Vol. 3…’ er gennemgående et uhyggeligt tungt og brutalt metalalbum med stort M, men ind er kommet mere psykedeliske lydelementer og komplekse eksperimenterende opbygninger, der giver en langt større afveksling end tidligere. Samtidig spiller vokalmelodier en meget fremtrædende rolle i næsten alle numre på albummet og gud (eller måske nærmere for fanden!), hvor det klæder dem.

Om denne udvikling i bandets udtryk skyldes producer Rick Rubin skal jeg ikke kunne sige. Men faktum er, at han næsten altid formår at skubbe kunstnere i nye retninger, og give dem selvtilliden til at nedbryde de grænser, de har sat for sig selv.

Et nummer som ‘Vermilion’ ville med dets markante keyboardflader, lange stemningsfulde opbygning, og dragende vokal have været utænkeligt før ‘Vol 3:…’, for ikke at tale om de fire (!) afdæmpede, semi-akustiske numre, man finder på pladen. Også teksterne har fået udvidet sin følelsesmæssige spændvidde, og sanger Corey Taylor formår med stor autencitet og pathos at levere albummets mere melankolske og eftertænksomme tekster.

Metalfolket er grundlæggende et konservativt folkefærd, og der er ingen tvivl om, at visse hardcorefans vil blive skræmt væk af de nye og overvejende melodiske elementer i Slipknots univers. Men i mine øjne er det her, med ‘Vol. 3: The Subliminal Verses’, at Slipknot for alvor skriver sig ind i metalhistorien som nogle af de helt store.