’Midnight Sun’: Ny sickflick romantiserer ikke bare forelskelsen – men også døden

I sidste års ’Alt eller intet’ kunne Maddie ikke bevæge sig uden for en dør på grund af bakterier, og i ’Midnight Sun’ må Katie (Bella Thorne) gemme sig for solen. Disse film hører til en undergenre af udskældte sick-flicks, hvor de unge piger ikke står over for en terminal sygdom, men er blevet frataget en bekymringsfri barndom for overhovedet at kunne blive teenagere. Afsondret fra omverdenen må de se til, mens livet passerer forbi dem.

17-årige Katie lider af den sjældne sygdom xeroderma pigmentosum, XP, der gør det umuligt for hende at begå sig i dagslys. Selv ét sekund i solens stråler kan føre til hendes endeligt. Derfor tilbringer hun sine dage i hjemmet med sin far og veninden Morgan, og om natten bevæger hun sig ud og leger gademusikant ved den lokale togstation.

Katie spiller guitar og synger på en larmende togstation, men lyder som en velproduceret Katie Melua, og jeg kan ikke holde det ud. For urealistisk, for poleret, for åndssvagt. Og sådan fortsætter det bare.

For en af de aftener Katie bevæger sig ud, møder hun Charlie (Patrick Schwarzenegger). Han er hendes livslange crush, som hun har set skate forbi sit hus hver eneste dag. Charlie har ligesom hende lige bestået highschool (Katie i hjemmeskole), men ser egentlig ikke frem til livet på den anden side. Han har mistet et stipendie til Berkeley, og generelt er alt bare lidt trist og tvært.

Men så møder han Katie. Og hun er anderledes. Noget helt nyt. Noget – ja ja ja… Har man set én sick-flick, har man efterhånden set dem alle, og ’Midnight Sun’ gør ikke meget for at skille sig ud.

Desværre kan Katie og Charlies stormende forelskelse ikke råde bod på det forudsigelige plot. Bella Thorne, der efterhånden kan lægge Disney Channel-tiden bag sig med roller i ’The DUFF’ og snart Xavier Dolans ’The Death and Life of John F. Donovan’, leverer en ujævn præstation, der skifter mellem det oversentimentale og intetsigende med kun få glimt af noget reelt bevægende. Over for hende står charmetrolden Schwarzenegger, der har arvet sin far Arnolds smil, men uheldigvis også de begrænsede skuespillerevner.

Lyspunktet er Bellas far, spillet af komedieskuespilleren Rob Riggle, der er den velkendte overbeskyttende far, men alligevel leverer en stabil og til tider humoristisk præstation. Han står bag filmens absolut sjoveste scene, da han udspørger den nye svigersøn på sofaen, og det er hans følelsesladede scener med datteren, der efterlader et vist indtryk.

Men det er også det eneste, der opfylder den mission. ’Midnight Sun’ er så filtreret, at alt, der gør rigtigt ondt, er skåret væk. Ikke engang de ar, sygdommen påfører Katie, er grumme nok til at forarge nogen.

Her er ingen ægte smerte eller sorg, alt synes badet i det sollys, Katie skal undgå. Og så romantiserer den døden som forevigelsen af den perfekte forelskelse.