’Howards End’: Elegant seriefilmatisering fra manden bag ‘Manchester by the Sea’
Den amerikanske instruktør og dramatiker Kenneth Lonergan lavede sidste års bedste film med ’Manchester By the Sea’. Et på samme tid absolut nedslående og opløftende mesterværk, der tumultarisk førte sin seer gennem hverdagens drama og tragedier.
Senest har han kastet sig over E.M. Forsters klassiker fra 1910 ’Howard’s End’, som nok kendes bedst fra James Ivorys tredobbelte Oscar-vinder fra 1992 med Helena Bonham Carter, Emma Thompson og Anthony Hopkins. En skøn film ud af en lang række af glimrende Forster-filmatiseringer og andre periodeoplæg med grund i England i starten af det 20. århundrede. Ivory (og manuskriptforfatter Ruth Prawer Jhabvala) findyrkede en helt speciel sensibilitet, æstetik og nostalgi, der rækker langt ind i vores årtusind med periodeværker som ’Downton Abbey’, ’Atonement’ og ’Pride & Prejudice’ (2005-udgaven forstås).
Samme periodesensibilitet og -æstetik pustede James Ivory ind i manuskriptet til (dette års bedste film?) ’Call Me by Your Name’, som også blev en tilbagevenden til den angelsaksiske forestilling om det romantiske Italien med vin, buster og anspændte kærlighedsaffærer.
Nærværende miniserie i fire dele har alt, hvad vi forventer af periodeværker af britisk art. En skøn scenografi, en udpræget æstetisk sans, der dyrker datidens kjoler, jakkesæt, landskaber og bygninger, kombineret med karakteristisk kameraarbejde og farvefiltre og selvfølgelig et absolut stabilt og forventeligt godt skuespillerensemble. Lonergan har overladt instruktørstolen til Hettie Macdonald og udelukkende stået for manus.
Det er en meget ufarlig filmatisering, der ligger utrolig tæt på udgaven fra 1992, og selvom det menneskelige drama i den grad er præsent, er jeg ikke overbevist om, at det er Lonergans og ikke Forsters menneskekundskab, jeg mærker. I det hele taget er det svært at mærke en auteurs fingeraftryk her. Det er en stabil og god periodefilmatisering, men vil nok falde mere i ’Downton Abbey’-fans smag end dem, der elskede ’Manchester By the Sea’.
Historien følger tre forskellige familier, der varierer i klasse, verdenssyn og ansvarlighedsfølelse:
De to søstre Helen (Philippa Coulthard) og Magaret (Hayley Atwell) og den dilettantiske boheme Tibby (Alex Lawther fra ’The End of the F**ing World’) udgør den intellektuelle og fremsynede familie Schlegel, der er velstillede, men med stort samfundsansvar. Den kapitalistiske Wilcox-familie, med patriarken Henry ved roret som den alvidende (i hvert fald for sig selv) Henry (Matthew Macfadyen fra førnævnte ’Pride and Prejudice’), loyalt støttet af Mrs. Wilcox (Julia Ormond), som lader herrerne om at tænke og træffe beslutninger. Og endelig de forarmede forlovede Leonard (Joseph Quinn) og Jacky Bast (Rosalind Eleazar), hvor vi mest ser til Leonard, der må vende hver en mønt som skriver, men ikke mangler hverken dannelse eller ære.
De tre familiers skæbne vikles ind i hinanden, på både elegant og overraskende facon – og kommer ud på den anden side, forandrede i mødet med hinanden. Det er en stærk historie, som ræsonnerer den dag i dag. Men selvom serien aldrig bliver kedelig, føles den alligevel en smule langstrakt, og man må erkende at Ivorys økonomisering med materialet i 90’erne, var fornuftig.
For sammenlignes skal den selvfølgelig med filmen fra 1992, der desværre for Lonergan og co. på hvert et punkt fremstår både mere stram og tiltalende. Så hvad formålet har været med denne udgave, ved jeg ikke – man kan undre sig over, at det netop er dette værk, der bliver genbesøgt i stedet for så mange andre, der ikke allerede har en ikonisk filmatisering i ryggen.
Macfadyen og Atwell er dog glimrende hovedroller og fremstår måske mindre støvede end Anthony Hopkins og Emma Thompson. Nye Forster-fans kan derfor roligt begynde her.
Kort sagt:
Kenneth Lonergan har skrevet manuskriptet til seriefilmatiseringen af E.M. Forsters klassiker ’Howards End’, der fremstår velspillet og elegant, om end en kende langstrakt.