Terrence Blanchard

For de fleste folk der ikke lytter til jazz, er Terence Blanchard nok et rimelig ubeskrevet blad. Så vidt de ved. Trompetisten der er født i New Orleans, Lousiana er nemlig manden bag soundtracks til film som Malcom X, Mo’ Better Blues, Primal Fear, Clockers, og har senest været nomineret til en Golden Globe for hans musik til 25th hour. Blanchard har iøvrigt været nomineret til adskellige Grammys og har stukket af med en Grand Prix du Disque for hans album “New York Second Line”

Bounce er den første plade Terence Blanchard har udgivet på Blue Note, men er iøvrigt hans 23ende ialt. Dette spring til det traditionsomspunde pladeselskab kommer på det helt rigtige tidspunkt i den 41 årige musikers karriere, som har samlet et hold af pladeselskabs-frænder til at spille backing for ham. Og de klæder ham absolut. På Bounce får Terence Blanchard dækket stort set alle genrer inden for den traditionelle del af jazzen: Bebop, swing, latin, afro, og såmænd også et spring tilbage til de New Orleanseanske rødder på slutnummeret “Bounce / Let’s go off” som byder på en fortrinelig secondline med Eric Harland på trommer og Brandon Owens på bassen. Meget autentisk.

Til tider går der dog lige lidt for meget 80er Miles i den, med en Marcus Millersk baslinie, og dertilhørende keyboard pads, jeg i den grad godt kunne undvære. På “Azania” skal vi tilbage til rødderne med afrikansk chanting, og det virker altså mere fjollet, end det virker rigtig fedt. Vi får tilgengæld en udgave af Wayne Shorters “Footprints”, skruet op i en lidt funky jazzblues, hvor holdet virkelig får skubbet fra land, og vist sig som et seriøst gældende fusionsjazz ensemble. Rent solistisk er der ikke en finger at sætte på hverken Terence eller på nogen af de andre musikere der tæller navne som den fænomenale Brice Winston på saxen, og Aaron Parks der har vundet adskellige priser for sit spil på klaveret. Alle musikerne er meget unge, og det giver pladen et meget friskt pust, og en ungdommelighed der er dejlig forfriskende at høre. Tilgengæld er det måske også samme ungdommelighed der gør at det er lidt svært at finde den store røde tråd på albummet, udover solistens letgenkendelige tone på hornet.

Bounce er som sagt første plade for Terence Blanchard på Blue Note, og den er et flot statement ud i alle jazzens afkroge. Men nogen gange mangler der altså noget mere menneske, og lidt mindre opvisning.