Erykah Badu
16. September udkom Erykah Badus tredje studiealbum “Worldwide Underground” på Motown Records. De tre år efter den rå, langsomme og indadvendte “Mamas Gun”, har Erykah Badu brugt på at overkomme en veritabel skriveblokade via liveturnèen “Frustrated Artist Tour”, der bl.a. gæstede Roskilde Festival 2002. Ideen til “Worldwide Underground” voksede frem af stemningen på klubber og scener verden over, hvad Badu betegner som sine rødder og musikkens virkelige undergrund. Lysten til at skrive kom tilbage og et nyt producerteam kaldet Freakquency, der foruden hende selv består af Rashad Smith, RC. Williams samt James Poyser (der har været med siden hendes første album “Baduizm” ’97), så dagens lys.
Samarbejdet har resulteret i et album, der med Introen “World keeps turnin'” indleder i ånden fra “Baduizm” med Badus mørke forførende stemme smånynnende/scattende hen over et beat bestående af et tilbagelænet Rhodes-klaver og markerede lilletrommeslag. Det første spor, “Bump It”, indfrier dog ikke forventningerne med en lidt firser-agtig produktion, hvor programmerede trommer og et elektronisk orgel skaber baggrunden for et lidt halvkedeligt neo-soul-nummer med en outro hvor afrotrommer og 2-3 vokaler syrer helt ud i 2,5 minut! Nummer 3 og 4 fortsætter i en ’80-er stil hvor “Back in the day” er et Chaka Khan inspireret sommerligt drømme-tilbageblik på en tid hvor alting var cool og man hang ud i parker til efter mørkets frembrud. Tilbage-i-dagene stemningen holdes oppe af Lenny Kravitz’ afdæmpede elguitar comping og en “loose” bas. Fjerde nummer ,”I Want You”, er derimod mere hen af Madonna, med en lang puls agtig intro af et Rhodes med “Chorus” effekt til at understrege en rastløs undertrykt lidenskab i teksten. Lidenskaben fuser dog ud med endnu en alt for lang outro.
” I just wanted to groove, and groove for a long time”, har Erykah Badu udtalt om drivkraften bag albummet, men efter de første fire numre sidder man som tilhører med en lidt fad smag i munden. Med spor 5 sadler pladen om og bliver “groovy”. Badu beskriver “WOO” som “sophisticated gangsterism”, og nummeret, der er bygget op over “Sometimes” fra “Baduizm”, kom også til verden in the groove dvs. som jam på scenen. Her skaber en hiphop-agtig basgang bakket op af ko-klokker, scratch, claps og tilråb en klubbet energi, der får lytteren til at spidse ører.
Hvor de første fem numre stort set er blottet for lyrisk udtryk, bibringer numrene 6 & 7 en dimension af ghetto-/socialrealisme og kampen for overlevelse. “The Grind”, med Stic Man fra Dead Prez, giver et lyrisk stillbillede af fattigdom og sult i det sociale boligbyggeri. Lydbilledet bliver desværre lidt for poppet med akustisk guitar og hurtig hi-hat. Nr. 7 er pladens bedste produktion og første single “Danger”. Efter en intro med “Otherside of the game” (igen fra “Baduizm”) rammes lytteren af en decideret hiphop-produktion med tungt beat, beskidte horn, listigt klaver og en for kunstneren atypisk rå vrængende vokal. Her rammer Badu sin bebudede undergrundslyd med danseappel, endda toppet med en fouroligende ghettorealistisk tekst om frygten og faren ved at være en pushers kvinde. “Danger” mixes direkte over i et remake af Donald Byrds “Think Twice” fra’75 med Roy Hargrove på trompet, som er endnu et groovie spor med et islæt af jazzklub i kraft af baggrundsstøj, claps og tilråb. Inden pladen slutter med en reprise af introen, præsenteres vi via et remix af Badu og Commons “Love of my life” fra Brown Sugar soundtracket for albummets absolutte festnummer. “Love of my life worldwide” er bygget på den Sugarhill producerede pige trio Sequence’ hit “We’re gonna funk you up” fra ’79 og introducerer Queen Latifah, Angie Stone, Bahamadia og
Mc Apples aka Erykah Badu. De fire piger rapper og synger med referencer til Dr. Dre’s “Keep their heads ringin'” sig igennem et funky meget tidligt hiphop nummer i bedste George Clinton stil.
Når “Worldwide Underground” er forstummet, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at der mangler noget. Selvom albummet bliver bedre jo flere gange man hører det (sjælden kvalitet), savner undertegnede en større konsistens pladen igennem. De (kun) 9 numre fremstår ikke som en helstøbt enhed og lider under at være lyrisk underernærede. Der er dog helt klart rigtigt gode numre og spændende fornyelser i Badus lyd imellem, og man kan kun håbe at, der ikke går 3 år før vi får endnu et album fra “Dallaspigen med den gamle sjæl”.