Patti Smith på Heartland var en knejsende knytnæve af hippieprotest og punkgalde

Patti Smith favner punkens vildskab og oprørstrang med blomsterbørnenes forhåbninger om en harmonisk verden uden krig og ufred. Hendes særlige appel på tværs af generationer (Babyboomere, Generation X, millennials) er, at hun forbløffende problemfrit – i modsætning til stort set samtlige hendes samtidige på rockens panteon – kan veksle mellem rendyrket indignation og en omfavnelse af utopien.

Torsdag aften slog hun bro mellem en Elvis i det sentimentale hjørne (’Can’t Help Falling in Love’), Buffalo Springfields hippieprotesthymne ’For What It’s Worth’ og så hendes egne punk-poetiske kraftudladninger fra mesterværket ’Horses’, der blev repræsenteret ved sjældent set gnistrende versioner af ’Land’, ’Gloria’ (de to sange gik over i hinanden i en tolv minutter lang magtfuld manifestation af spyttende galde og henført trance) og ’Redondo Beach’, hvis reggae-melodi ellers ofte har voldt bandet vanskeligheder i fortiden, men som her – takket være ikke mindst trommeslager Jay Dee Daugherty – var fjedrende elastisk.

Patti diverterer næsten altid med ’Dancing Barefoot’, men også den blev leveret i en særlig saftspændt udgave i en koncert, der også præsenterede ’Pissing in the River’ som en knejsede stolt knytnæve med Patti i velsagtens noget nær vokal topform.

Det blev en aften i de mere elektrisk gnistrende sanges tegn (og tak for det, for det er når hun spytter ordene ud, at Patti virkelig forvandler koncertoplevelsen til shamanistisk seance), men aftenens mere afdæmpede indslag gled også sømløst ind i helheden: ’Wing’, Smiths smukke afskedssang til hendes afdøde sjælefrænde Fred ’Sonic’ Smith, blev i dagens anledning dedikeret til en påfugl Patti var stødt på i slotsparken tidligere på dagen, mens ’Beneath the Southern Cross’ nærmede sig henrykt ekstase og en ikke tidligere hørt, men flot og subtilt indarbejdet, sammenblanding med partier af George Harrisons ’Sgt. Pepper’-trip ’Within You, Without You’.

Det kan virke næsten futilt at fremhæve Patti Smith og hendes band som livekunstnere, for det er en for længst etableret sandhed, at Patti altid leverer varen. Meget få kunstnere får et så optimalt blandingsforhold mellem magi og rutine til at manifestere sig som Patti og band, der efterhånden er blevet faste ingredienser i det danske koncertlandskab. Sulten efter mere er, bedømt på gårsdagens kraftudladning, ikke just aftagende.

Læs anmeldelse: Lykke Li på Heartland Festival