Heartland-aktuelle Snail Mail lyder som om, hun endelig nyder at lave musik igen
ALBUM. »Snail Mails første album i fem år markerer et comeback (…), hvor hun træder frem som en generationsdefinerende sangskriver«.
Sådan lyder løftet i pressemeddelelsen, der fulgte lanceringen af Snail Mails tredje album, ’Ricochet’. Generationsdefinerende. Smag lige på det.
Store ord har altid (for)fulgt amerikanske Lindsey Jordan, kvinden bag Snail Mail, der som 16-årig fik wunderkind-status med ep’en ’Habit’ fra 2016, mens debutalbummet ’Lush’ to år senere katapulterede hende til stjernestatus i indierockverdenen.
Hvordan det føles, satte hun ord på med den fremragende opfølger ’Valentine’ fra 2021, hvor hun med cigarethæs stemme dykkede ned i kærlighedens forbandelser og den cocktail af stoffer, afvænningsophold og depression, der ofte følger med, når du vinder verden i en ung alder.
Siden har der været stille. Med så ekstrem en karrierestart er det da også forståeligt, at hun har haft brug for at trække stikket, mens hun skiftede New Yorks byliv ud med North Carolina og brugte lidt tid på at få »konfronteret spørgsmål, hun tidligere har undgået; fx dødens mystik, og hvad der kommer efter«, som det loves i samme pressemeddelelse.
Hvad hun er kommet frem til, fortæller hun blandt andet i ’My Maker’, hvor omkvædet lyder: »Another year gone by / What if nothing matters / Waiting around to die / See what happens after«.
Shakespeare er det ikke. Her holdes døden ud i strakt arm, mens hun gemmer sig bag banaliteter og overfladiske konstateringer, inden hun runder af med et yeah-yeah-yeah-stykke for at sikre den gode stemning.
Samme upersonlige og uprætentiøse tilgang præger også resten af pladen. For eksempel tackler hun egne og omverdenens forventninger i ’Nowhere’ med linjerne: »Speeding around / Life is a race / So much potential out there / Always gonna be someone to take your place«.
Igen: Jeg er ret sikker på, at jeg har set en gajolæske med lignende formuleringer, hvilket står i skarp kontrast til Snail Mails tidligere album, hvor hun netop brillerede med skarp og selvudleverende lyrik.
Men altså, hold your horses. For måske er Lindsay Jordan slet ikke interesseret i at være den seriøse, angstfyldte og »generationsdefinerende sangskriver«, jeg – og en overentusiastisk pr-type – gerne vil caste hende som.
’Ricochet’ oser tværtimod af en optimisme og et legende musikalsk overskud, jeg allerede fra åbningsnummeret ’Tractor Beam’ måtte overgive mig til med dens roadtrip-indbydende stemning og »the future looks so bright«-omkvæd.
Sang efter sang serverer hun sine overfladiske betragtninger iklædt ørehængende melodier, mens hun strøer om sig med stærke guitarriffs, lækre soloer og detaljerigt fingerspil. Ikke for ingenting regnes hun også som en af de dygtigere guitarister i sin generation.
‘Ricochet’ er i sit udtryk langt mere poppet, rent og lettilgængeligt, end vi før har hørt det fra hendes hånd, hvilket gør sig gældende helt ned til hendes vokal, som efter en operation på stemmebåndene i dag lyder både rundere og sundere. Væk er hæsheden og vreden fra ’Valentine’. Væk er »fuck-dig-jeg-har-ondt-i-teenagehjertet-attituden« fra ’Lush’.
I stedet lyder det som om, Lindsay Jordan bare nyder at lave musik igen.
Og hvad gør det så egentlig, at hun ikke har fundet de dybeste svar på livets gåder under stjernehimlen i North Carolina? Mindre end generationsdefinerende kan også gøre det, så længe det er serveret med glimt i øjet og nyn-med-potentiale, som Snail Mail gør det her.
Kort sagt:
‘Ricochet’ markerer ikke Snail Mail som en generationsdefinerende sangskriver, men med ørehængende melodier, detaljerigt guitarspil og en mere poppet lyd overbeviser hun om, at mindre også kan gøre det.