Snail Mails debut vidner om et talent, der ikke mindst som guitarist lever op til sit wunderkind-rygte
Da jeg fornylig anmeldte Courtney Barnetts andet album, nævnte jeg i forbifarten, at 2018 synes at være året, hvor unge kvindelige sangskrivere for alvor bringer sig i centrum – måske meget passende med #Metoo in mente, men også fuldt berettiget målt ud fra strengt musikalske kriterier, for der er bare mange stærke kvindelige sangskrivere, der pibler frem fra gemmerne aktuelt. De må så kæmpe – eller i bedste søsterånd: deles – om rampelyset.
Blot 19-årige Lindsay Jordan, altdominerende frontfigur i bandet Snail Mail, er en af de mest hypede i det nye kuld, en slags (endnu kraftigere) ’anden bølge’, der følger efter allerede etablerede navne som netop Barnett og Waxahatchee. Bandet udgav en ep i 2016, men debutalbummet ’Lush’ markerer et stort spring fremad, ikke bare i forhold til forhåndsopmærksomhed, men så sandelig også i forhold til musikkens faktiske kvaliteter.
Jordan er en glimrende sangskriver, der besidder en fingerspidsfornemmelse for at lade sine kompositioner ånde; de udfolder sig på organisk, men stille autoritativ vis, som et vandløb, der bugter sig udramatisk igennem landskabet. Der er noget uanstrengt over melodierne, der virkelig imponerer med tanke på, at Jordan er så ung. Når hun enkelte gange følger mere dramatiske spændingskurver i form af mere bastante omkvæd (som på ’Full Control’), virker hendes sange en kende forcerede.
Jordan er også – eller måske først og fremmest – en rigtig god guitarist. Det er hendes bemægtigelse af den elektriske guitars tonerigdom, der synes aldeles styrende for hendes melodiske sensibilitet. Faktisk er ’Lush’ så domineret af Jordans guitarspil, at man nærmest får et chok, når der pludselig dukker et andet instrument tydeligt frem i lydbilledet, som på niende skæring, ’Deep Sea’; at der er tale om et valdhorn, gør ikke chokket mindre!
’Heat Wave’ injiceres med summende og stikkende guitarlinjer, hvorved Jordans ellers ofte uanseelige (i ordets bedste forstand) sangskrivning modtager en dosis skævhed, som kun klæder den. ’Heat Wave’ er mere ekstrovert, mere urolig, end hovedparten af de ti sange på ’Lush’.
Jordan trækker tydeligt – som så mange andre af tidens kvindelige indie-sangskrivere – på 90’ernes alternative rocklyd. Hendes spil veksler mellem tindrende, rumklangmættede linjer og mere åbne, brusende akkorder, men altid i en så godt som optimal vekselvirkning. Jeg kommer til at tænke på Sonic Youths sene, mere tilgængelige fase fra midten af 00’erne – album som ’Murray Street’ og ’Rather Ripped’ – hvor guitarpartierne tegner krystalskarpe signaturer i lydbilledet.
Førstesinglen ’Pristine’ er et glimrende eksempel på, hvor fint Jordan forløser sine bedste sange, men hun topper nu på ’Speaking Terms’, der netop excellerer i en fuldstændig udramatisk overgang mellem sangens forskellige dele. Hendes guitarspil er her selve hjertet i sangen – den fintfølende understrøm, der skaber et resonansrum, som lyrikkens forholdsvis enkle sonderinger om kærlighed og sårbarhed kan læne sig op ad.
Som lyriker er Jordan generelt stærk til at fylde sine sange med ret ligetil udsagn om en ung kvindes (lesbiske, har hun fornylig ’afsløret’) kærlighedsliv, der dog ved nærmere eftersyn vidner om en vis indre uro, nogle uløste konflikter.
Melankolien slår over i det fortrøstningsfulde – og den anden vej rundt – med enkle virkemidler, som den afsluttende (konkluderende?) linje på ’Heat Wave’: »I’m not into sometimes«. Så kan den formastelige elskede jo smage på dét sødt-syrlige bolsje. Eller hvad med omkvædet på ’Pristine’: »Don’t you like me for me? / is there any better feeling than coming clean?«. Man fornemmer, at vi har at gøre med en ret selvstændig, og derfor ret krævende teenager (i betydningen: Forventer ærlighed).
’Lush’ er 39 minutter lang, og alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at Jordan har sagt det hun gerne vil sige allerede på albummets første halvdel, hvor de bedste sange har forpuppet sig.
Hun er heller ikke en just ophidsende vokalist, faktisk tror jeg Bob Dylan eller Neil Young kan pakke flere nuancer ind i en enkelt sanglinje, end Jordan formår over et helt album. Hun har en behagelig stemme, men der er ikke meget indre drama – eller spillevende intelligens – der kommer lytteren i møde i kraft af hendes vokalindsats.
Med andre ord: Det hun kan som guitarist – at få sine sange til at slå med vingerne – kan hun (endnu) ikke som sanger.
Kort sagt:
’Lush’ vidner om et betragteligt talent, der ikke mindst som guitarist lever op til sit wunderkind-rygte. Kan 19-årige Lindsay Jordan tilføre sin lyrik lidt større tematisk bredde og sin vokal nogle flere ridser og knaster, kan hun nå meget langt. Tegningen til noget stort er bestemt til stede på ’Lush’, ikke mindst i glimrende, organisk fremadskridende kompositioner som ’Pristine’ og ’Speaking Terms’.