’Fædre og sønner’: Jagten på dansk Indiana Jones kulminerer i følsomt kulturmøde

Det lyder faktisk som en historie, der kunne blive til en gedigen Hollywood-adventure-film:

En berømt europæisk opdagelsesrejsende deltager i 1920’erne og 30’erne på ekspeditioner til Centralasien for at undersøge og bevare den udrydningstruede mongolske kulturarv. Men bag sin videnskabelige facade er han måske også våbensmugler og engelsk-russisk dobbeltagent.

Denne danske udgave af Indiana Jones var Henning Haslund-Christensen, der er kendt herhjemme for sine opdagelser, men ikke for sine lyssky aktiviteter. Da hans barnebarn Michael imdlertid hører rygter om dobbeltspillet, griber han fat i sin gamle far Søren, som var 14 år gammel, da Henning døde under en researchtur til Afghanistan i 1948. Sammen skal de finde hoved og hale i historien om den nærmest mytiske patriark.

Den erfarne dokumentarist Andreas Dalsgaard, som blandt andet har instrueret ’The War Show’ og ’The Human Scale’, er dog, som titlen ’Fædre og sønner’ indikerer, mindst lige så interesseret i at skildre far-søn-forhold som i spionteorierne. Søren er ramt af Alzheimers, og det fælles projekt er også en undskyldning for, at Michael en sidste gang kan komme tættere på sin far.

I et måske lidt for tålmodigt tempo introduceres vi for de tre mænd i Haslund-Christensen-familien. De to nulevende eksemplarer er ganske forskellige. Søren er vokset op i et miljø, der værdsætter orden og struktur, og hvor drenge ikke græder. Han har gået på det prestigefyldte Herlufsholm Gymnasium og har sidenhen været generalmajor og hofmarskal for Dronning Margrethe. Filmproducer Michael er anderledes frisindet og rebelsk og har aldrig været interesseret i at følge i farens fodspor.

Selvom de to mænd på nogle punkter er modsætninger, opstår der aldrig de store gnidninger. I starten af filmen vrisser Søren over, at Michael aldrig ved, hvornår han skal stoppe, hvortil sønnike med et grin og et skuldertræk svarer, at man aldrig kommer nogen vegne, hvis man stopper, hver gang folk siger nej.

Søren og Michaels selskab er hyggeligt uden at være decideret engagerende. På samme måde er filmens genfortælling af Hennings historie interessant uden at være decideret nervepirrende, selvom det er imponerende, hvor mange arkivbilleder og stumfilmoptagelser fra Hennings ekspeditioner, Dalsgaard har indsamlet til anledningen.

Instruktørens tilgang til det historiske materiale er ikke videre dramatisk. Undervejs får vi i fællesskab med Nationalmuseets forsker Christel Braae udforsket rygterne om Hennings spionvirke, men selvom nye detaljer om sagen kommer frem, overskygges det af filmens magelige fortælletempo.

Filmen løfter sig dog betydeligt, da Michael og Søren to tredjedele inde i filmen drager mod den kinesiske Xinjiang-provins for at træde i Hennings fodspor. Mens Dalsgaards kamera ikke helt opfanger den store udvikling i far-søn-forholdet, fascinerer deres følelsesladede møde med de mongolske efterkommere.

Henning gjorde det til sin mission at bevare den mongolske kulturarv, og vigtigheden af hans arbejde understreges, da en tydeligt rørt mongolsk-kinesisk kvinde beskriver sin lykke og taknemmelighed over for Michael, som ligner sin farfar på en prik. Kvindens eneste information om sin afdøde far og den mongolske Torgut-stamme, hun er efterkommer af, findes nemlig i de bøger, som Henning skrev efter sine rejser.

Kulturmødet taler ikke bare til følelserne, men når også komiske højder, når det bliver fejret med alkoholiske væsker. Her omfavner en fuld kineser eksempelvis Søren bagfra og hviler sin kind mod hans isse, mens danskeren med et forvirret ansigtsudtryk gentagne gange udbryder: »Hvem er det?«

Det smukke violin- og klaverspil på lydsiden giver et ekstra lag til Hennings sort-hvide filmoptagelser, som akkompagneres af bjertagende landskabsbilleder fra efterkommernes rejse til Kina. Efter en lidt træg start forenes de tre mænds historier nydeligt til sidst.

Læs også: Det skal du se i biografen i juni: Pilou Asbæk-thriller, hypet indie-gyser og ventede Sundance-hits