Ryan Adams & The Cardinals

Ryan Adams-plader er, ligesom årsopgørelser og engangsknald på Roskilde Festival, efterhånden blevet en af de årlige begivenheder, mange af os venter på med lige dele spænding og bekymring. Såfremt du stadig tæller, er ‘Cardinology’ Ryans 11. soloalbum på kun otte år og hans fjerde med backingbandet The Cardinals. Selvom overproduktivitet ikke nødvendigvis er nogen dårlig ting (det virkede for både Dylan, The Byrds og Creedence Clearwater Revival), er det stadig som at sætte sig i en rutsjebane, hver gang den amerikanske countryrocksanger kommer i indspilningshumør. Det går op og ned, men sjældent baglæns.

‘Cardinology’ er gabende kedsommelig. At Ryan er blevet sober oven på adskillige års misbrug er fantastisk, men rent musikalsk er det en idéforladt mand uden noget som helst på spil, der er kommet ud på den anden side. Sammen med The Cardinals, som styres af Neal Casal, der i sin tid lancerede sin egen karriere som Ryan Adams-klon, pløjer Ryan sig gennem snøvlende countryballader og tandløs sekundarock.

Det er for tidligt at afskrive Ryan Adams. På en eller anden måde formår han altid at redde sit rygte på målstregen – enten med et strålende album eller, som vi så det sidste år i Falconer Salen, en rystende god koncert. Men taget i betragtning at han dengang fortalte, at hørelsen var ved at forsvinde, og karrieren derfor levede på lånt tid, er ‘Cardinology’ et sørgeligt spild af tid. Både for os og for Ryan.