Arctic Monkeys i Royal Arena: Ordknap Alex Turner i balladehumør truede energiniveauet
Der er mere sofistikeret fløjlshabit end blanksort læderjakke over Arctic Monkeys’ seneste album, ‘Tranquility Base Hotel & Casino’. I maj vendte briterne tilbage efter fem års albumpause med et nyt look og en ny lyd, der sagde farvel til velsmurte guitarhooks og effektive skrål-med-omkvæd og bienvenue til dekadent og selvbevidst orkesterpop. Alex Turner og co. har ellers hidtil været et af de få ensembler på dagens scene, som stadig har kunnet byde op til ‘stadionrock’ uden skyggen af eller grund til skam.
Derfor var spørgsmålet inden Arctic Monkeys’ udsolgte koncert i Royal Arena onsdag aften, hvilken betydning bandets nytilegnede nostalgiske og musikalsk tilbagelænede tilbøjeligheder ville få for oplevelsen. Langt hen ad vejen var alt imidlertid ved det gamle. Alex Turner og band entrerede scenen på vanlig selvsikker vis, oplyst af faretruende røde lysglimt, og gav sig i kast med ‘Tranquility Base’-højdepunktet ‘Four Out Of Five’, hvor det raffinerede cembalo fik råt modspil af flosset distortion-guitar og trommeslager Matt Helders tunge håndled.
Og herfra fulgte en ubarmhjertig skudsalve af ældre favoritter – fra den tungt stampende ‘Do I Wanna Know’ til stoner-stikpillen ‘Don’t Sit Down, Cause I’ve Moved Your Chair’ og de pubertært energiske ‘Brianstorm’ og ‘I Bet You Look Good On The Dancefloor’ med guitar og trommer i frydefuldt, stroboskop-badet kapløb. Den taknemmelige respons fra publikum var ikke til at tage fejl af, ej heller da tempoet straks efter blev sat et nøk ned på den ligeledes ældre, men anderledes eftertænksomme ‘505’.
Et nummer, der desuden formåede at bygge bro imellem gammelt og nyt på ganske elegant vis, da de andægtige orgeltoner og Morricone-klingende guitaranstrøg gled over i titelnummeret fra det nye album. At bandet var udvidet med hele tre medlemmer gjorde, at det rigt orkestrerede lydbillede fra ‘Tranquility Base Hotel & Casino’ blev flot oversat til liveformatet.
Det var dog igennem hele koncerten tydeligt, at publikum havde dyrket de nye sange i mindre grad, og måske den ordknappe Alex Turner fornemmede arenaens høflige tålmodighed under leveringen af disse. I hvert fald dalede energiniveauet midtvejs i koncerten, skønt Turner peppede den magelige ‘One Point Perspective’ op med en dansende guitarsolo, og Cameron Avery fra Tame Impala bidrog med buldrende bas på ‘She Looks Like Fun’. Klassikeren ‘Cornerstone’ blev i samme ombæring leveret som en lidt mat sjæler med bløde og langsomme trommer, men formåede dog at tænde et smartphone-lyshav for Turners støvlebeklædte fødder.
Den tordnende intro til ‘The View From the Afternoon’ fik imidlertid øjeblikkeligt pisket liv i arenaen igen, imens ‘Star Treatment’, ‘Arabella’ og ‘R U Mine’ udgjorde en sprængfarlig tretrinsraket som ekstranumre.
»Fuck, det sidste nummer var fedt!«, stønnede en teenagefyr med sund farve i kinderne og julelys i øjnene, da lyset blev tændt. Undertegnede har ingen indvendinger.
Kort sagt:
Arctic Monkeys’ nytilegnede nostalgiske og musikalsk tilbagelænede tilbøjeligheder fik langt hen af vejen ikke den store betydning for deres koncert i Royal Arena, der gavmildt gravede rundt i de mest højspændt rockede kroge af bagkataloget. En ordknap Alex Turner i balladehumør fik midtvejs energiniveauet til at dale en kende, men briterne fik demonstreret kvaliteten af det nye materiale såvel som deres uomtvistelige rockstjernestatus.
Læs også: Arctic Monkeys’ musikalske venstresving er en typisk rockstjernereaktion på stor succes