Miike Snow

Hvis skønhed ej forgår, bliver pænhed blot mere voldsom. Det må være konklusionen, når de sidste toner på ‘Paddling Out’ på Miike Snows andet album rinder ud. Den svenske trio har i den grad løftet den instrumentale overligger nogle dimensioner siden debuten i 2009, og det er ikke altid med et godt resultat til følge.

De polerede og pæne produktioner er stadigvæk intakte, mens de virile synthlinjer støber fundamentet. Udtrykket er dog blevet langt mere storladent. Marchtrommer, messingblæsere og 90’er-danceklaver er hyppige besøgende, når man stiger på dækket til den pumpende partybåd og ubekymret sætter kursen mod horisonten.

Singlen ‘The Wave’ indfrier festforventningerne, når der bliver trukket på alle dynamiske kneb med en sand overload af breaks, falsetkor og vokaleffekter. ‘Devils Work’ trækker ligeledes op i kjolen og ned i toppen, hvor flere linjer dog lyder umiskendeligt meget som noget Paul McCartney kunne have sunget, men det fungerer skam stadig godt.

For de kan sagtens, når der skal festes. Langt værre er det dog, når numrene ikke er målrettet dansegulvet. ‘Vase’ traver med bind for øjnene rundt i det samme gumpetunge beat, og ‘God Help This Divorce’ besøger Disneys juleshow, mens klokkespils-synth falder som boblegummisne fra himlen.

Det er rigtig pænt hele vejen igennem. Eneste udstikker er det lidt klodsede, dystre samarbejde med Lykke Li, som dog aldrig kryber ind under huden. Og så ender Miike Snow slutteligt ligesom flere af megastjernerne, de tidligere har været leveringsdygtige for. Iørefaldende, men ikke synderligt interessante i den lange ende.