INTERVIEW: Man ved aldrig helt, hvor man har Joaquin Phoenix. Som skuespiller har han en eminent evne til at transformere sig fysisk og har givet den ene overrumplende præstation efter den anden – ofte med et underliggende mørke på en skala fra kærlighedssyg nørd i ‘Her’ til uligevægtig krigsveteran i ‘The Master’.
Den krøllede intensitet, der gør Phoenix til så god en skuespiller, gør ham dog også til en uberegnelig interviewperson. Han har ry for at være pressesky, og jeg har engang overværet ham nægte at åbne munden til en hel pressekonference for ‘Inherent Vice’ i New York. Vores filmredaktør berettede derimod om en imødekommende og smilende stjerne til et interview om ‘You Were Never Really Here’ ved sidste års Cannes-festival.
Jeg er derfor spændt på, hvilken Phoenix jeg vil møde i forbindelse med visningen af Gus Van Sants drama ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ på Berlin-festivalen i februar.
I filmen, der får dansk premiere på torsdag, spiller Phoenix satiretegneren John Callahan, der bliver lammet efter en bilulykke. Ulykken kaster Callahan ned i en spiral af selvmedlidenhed, men efterhånden opdager han, at han kan kanalisere smerten ud gennem sine sorthumoristiske tegninger. Det er en mere optimistisk rolle, end vi ofte ser Phoenix i. Feelgood-stemningen har dog ikke spredt sig til Phoenix selv ved formiddagens pressekonference, hvor det viser sig at være den akavede og fåmælte version af skuespilleren, der træder ud.
KOM TIL FORPREMIERE PÅ ’DON’T WORRY HE WON’T GET FAR ON FOOT’ MANDAG 6. AUGUST 19.30 i EMPIRE BIO
Phoenix griner genert og kigger enten ned i bordet eller over på Gus Van Sant, når han – trods alt – svarer på spørgsmål. »Jeg er forfærdelig til det her, jeg ved ikke hvorfor«, siger han lavmælt til Van Sant, der skubber sin skuespiller tilbage til mikrofonen. Phoenix afslører, at instruktøren har fortalt ham, at tricket til at lave interviews er ikke at svare på spørgsmålet, men at sige, hvad man vil sige, og roser Van Sant for at lykkes med den strategi undervejs. Selv mestrer han dog ikke metoden. Til et spørgsmål om, hvad »stilhed betyder for hans skuespil«:
»Det lyder som et virkelig cool festivalspørgsmål, og jeg ville ønske, jeg havde et cool svar. ‘Hvad betyder stilhed for dig, og hvordan bruger du det?’ Det lyder fedt, jeg gør ikke grin med dig, jeg gør grin ad mig selv. Jeg tænkte ikke rigtigt på stilhed, hvis jeg skal være ærlig. Det slog mig aldrig, mens jeg arbejdede på det her, men jeg vil prøve at benytte det på mit næste job«, siger han og nikker.
Åh nej, ham får jeg aldrig et ord ud af til eftermiddagens rundbordsinterview, tænker jeg nedslået. Men til min overraskelse er det en helt anden Phoenix, jeg møder i det mindre forum. Her er en karismatisk og smilende stjerne, der charmerer hele bordet, joker, holder øjenkontakt og giver lange, umiddelbare svar. »Lad os tage begge to«, siger han og smiler udglattende til mig, da jeg ruller med øjnene over at blive tromlet af en mandlig journalist ved sidste spørgsmål.
»Hvordan går det, hvordan var jeres dag?« spørger han energisk og kigger begejstret rundt om bordet. »Var I til pressekonferencen? Åh, virkelig?« spørger han, og jeg benytter stilheden, hvor journalisterne ser lidt tøvende på hinanden, til at spørge, hvorfor han følte sig så ubehageligt til mode.
»Well, det starter med, at der er 60 fotografer, der tager billeder af dig. Folk råber, og blitzerne larmer. Det er fucking ubehageligt – i hvert fald for mig. Jeg troede, at jeg efter 25 år måske havde vænnet mig til det, men det har jeg ikke. Så skal man gå ind ad døren, de tæller ned, og de siger ’herovre!’. Det begynder at føles som et show. Så er der endnu et række fotografer, der begynder at blitze igen. Og det er virkelig mærkeligt at høre sin stemme gennem højttalerne.
Og så begynder jeg at kigge rundt og ser, at dén fyr ser vred ud, fordi han ikke fik den plads, han gerne ville have. Bagefter spurgte jeg Gus, hvordan han kunne tale i den larm fra kameraerne, og han sagde, at han slet ikke hørte dem. Jeg er hyperopmærksom. Jeg hører hver en shutter, jeg hører en person hviske, jeg hører en anden grine, og jeg tænker ’hvad griner du af?’.
Bagefter tænker jeg, at nogle af de spørgsmål er virkelig valide, og at jeg også gerne ville høre om de ting. Jeg ville ønske, jeg kunne svare på dem, men på en eller anden måde får forholdene mig til at lukke ned. Det er unaturligt. Jeg er altid mere overrasket, når folk føler sig veltilpasse i de rammer. Det gør mig bekymret over deres personlige liv. Jeg har det sådan, at man ikke burde føle sig veltilpas i den situation. Men Gus har det fint med det, han svarer bare på spørgsmålene. Jeg ville ønske at jeg var bedre til det. Jeg føler, at folk nogle gange tror, at jeg er vred, men det er jeg ikke, jeg ville bare helst ikke være der«.
Det gjorde du klart…
»Men jeg er ikke ude på at få nogen til at have det dårligt. Jeg prøver ikke at sige, at jeg har et problem med jer, og at hvad I laver er bullshit. Det, I laver, er fucking great, og det er nogle virkelig gode spørgsmål. Jeg har bare svært ved det, fordi jeg føler, at det bliver performativt, og det har jeg ikke lyst til«.
Fra åbenbaring til katastrofe
Kan du også blive bevidst om kameraet, når du filmer, eller er det en anden situation?
»Når jeg er bevidst om de ting, er jeg i problemer. For mig er dårligt skuespil, når jeg bliver selvbevidst. I virkeligheden kan alle spille skuespil. Dårligt skuespil er, når nogen siger noget og tænker over, om de siger det på den rigtige måde. Det sker også for mig, og så er jeg nødt til at finde min vej tilbage til sandheden i det øjeblik«.
Hvad var din vej ind til karakteren John Callahan?
»Jeg gør bare en masse ting og håber, at noget virker. Der var meget i hans bog, og det var skønt. Nogle gange er det fysiske ting, brillerne, det tøj man har på. Nogle gange er det noget, jeg har læst, eller en samtale med Gus. Det er svært at identificere, hvad det er, og som regel varer det ikke ved. Man har den i et par timer om dagen, og så virker det ikke længere. Der er aldrig et øjeblik, hvor jeg har det sådan, ‘Jeg har den. Jeg fucking har den. Nu går det glat herfra’.
For mig er det sådan, at når jeg har et øjeblik, hvor jeg tænker, at jeg har den, bliver den næste scene altid en katastrofe. Altid. Jeg tror, det er fordi, man på en måde holder op med at arbejde. Man forsøger ikke længere at afdække noget nyt. Den eneste måde at forsøge at afdække noget på er at gå ind hver dag og finde nye ting«.
Savner du nogensinde en karakter eller holder fast i dem?
»Nej, jeg er som regel virkelig glad for, at det er overstået. Den her film optog vi på mindre end fem uger, så ingen af os nåede at blive udmattede. Det at spille en karakter er ligesom at have et forhold. Selvom jeg ved, at det er overstået og har det fint med det, kan jeg godt indimellem sidde og tænke kærligt på de øjeblikke, jeg havde med den oplevelse«.
Filmen peger på, at det er sværere at tilgive sig selv frem for at tilgive andre. Er du enig i det?
»Ja, det kan jeg godt se. Når man tilgiver andre, tror jeg dog ikke, det handler om at fritage andre for, hvad de har gjort, men om den forandring, der sker i dig selv. Der er noget transformativt ved at nå et sted, hvor man tilgiver en person, der har skadet dig«.
John Callahan er berømt for sine politisk ukorrekte tegninger. Synes du, det er muligt at grine ad hvad som helst i livet, eller er der grænser?
»Det er subjektivt, og jeg tror ikke, man kan sige noget generelt om det. John slog for sin ret til at gøre grin med alt fra krøblinger og bøsser til forsøgsaber. Det troede han på. Jeg kender mange komikere, der mener, at intet bør være forbudt. Jeg kan godt lide ideen om ikke at censurere andre mennesker, men nogle gange kan vi også sige ting, der virkelig sårer andre menneskers følelser. Så det er svært«.
At være en del af et moment
Hvad leder du efter i en rolle, når du skal finde nye projekter?
Han tænker.
»Jeg vil bare gerne føle noget stærkt. Og jeg vil have en ny oplevelse eller en mere dybdegående oplevelse, hvis det er noget, jeg har beskæftiget mig med før. Eller et nyt perspektiv på den samme oplevelse«.
Hvad var det nye perspektiv ved John Callahan?
»Åh, det ved jeg ikke, boy, jeg trængte virkelig mig selv op i en krog med den. Det er problemet ved at svare på én ting, så siger de ‘hvorfor?’ Hmm, jeg tror, det var humoren. Det føltes nyt for mig at stå over for en historie, man måske ville tro var overvældende, dyster og tragisk, og så var den i virkeligheden håbefuld og en katalysator for stor kreativitet«.
Hvordan ser på atmosfæren i Hollywood med #MeToo? Du har blandt andet arbejdet sammen med Woody Allen.
»Jeg tror, at vi i det store hele ser en hensyntagen til mennesker, der ikke er blevet taget hensyn til før. Jeg taler ikke om Woody Allen eller noget specifikt, men i sin kerne sker der en bevægelse, der fokuserer på lighed og retfærdighed, der er frygtelig vigtigt i alle aspekter af livet, og bestemt også i filmbranchen. Jeg er sikker på, at den her side af bordet«, siger han og peger over mod os tre kvindelige journalister, »har været bevidst om bestemte ting i lang tid, mens denne del af bordet« – han peger på de tre mandlige journalister overfor – »sikkert tænkte, jeg er en følsom person, jeg tror, jeg ville have set, hvad der sker« – og sikkert ikke har set noget.
Det er enormt positivt at blive tvunget til at genoverveje den måde, man navigerer i verden på, og hvilke hensyn man tager. Det er en af de mest spændende forandringer, der er sket i min livstid. Når jeg har hørt mine forældre fortælle om borgerrettighedsbevægelsen og antikrigsbevægelsen har jeg altid tænkt på, hvordan det mon var at leve i den tid. Og nu befinder vi os i sådan et øjeblik, og jeg er virkelig optimistisk omkring, hvad der kan ske. Jeg ved ikke, om I føler det? Jeg er sikker på, at I føler det«, siger han til kvinderne i rummet. Jeg nikker ivrigt, og mit hjerte smelter lidt.
»Det føles godt«, siger han, inden han takker af for i dag.
KOM TIL FORPREMIERE PÅ ’DON’T WORRY HE WON’T GET FAR ON FOOT’ MANDAG 6. AUGUST 19.30 i EMPIRE BIO