Auschwitz-mesterværket ’Son of Saul’ vandt i 2016 en Oscar for ’bedste fremmedsprogede film’, og nu er traileren til den ungarske instruktør László Nemes’ svære toer landet.
Filmen hedder ’Sunset’ og handler om en ung kvindes rejse til Budapest, hvor hun forsøger at afdække sin glemte fortid. En fortælling, der måske har hentet inspiration i Nemes’ egen historie, der også indebærer en fortid i Budapest, som han sammen med sin mor forlod som 12-årig til fordel for et liv i Paris. Nemes’ tidlige opvækst i Budapest foregik dog i 70’erne og 80’erne, mens ’Sunset’-hovedkarakteren Írisz Leiters (Juli Jakab, der også var med i ’Son of Saul’) færd i den ungarske hovedstad finder sted før første verdenskrig i 1913.
At dømme ud fra traileren er ’Sunset’ beslægtet med den filmisk intense fortælling fra koncentrationslejren i ’Son of Saul’, der ligeledes følger en tungsindig hovedkarakter på en personlig mission – dog i en helt anden setting. Også filmholdet byder på flere gengangere, heriblandt filmfotograf Mátyás Erdély, der med de intime billeder over skulderen på hovedpersonen ser ud til at have begået endnu en fotografisk genistreg på 35 mm-film.
’Sunset’ bliver spået til at være en mulig kandidat til næste års Oscaruddeling. Den får verdenspremiere på de kommende festivaler i Venedig og Toronto.
Læs også: Anmeldelse af ‘Son of Saul’