Laura Cantrell

“Walk by the river in the dark midnight / water reflecting in your eye”. Skal en god gang honky-tonk ikke handle om sjusser og moralsk-religiøse tømmermænd? Jo, og i øvrigt er det ikke en honky-tonk-plade, det her.

Laura Cantrell lader dog hverken violin eller stålguitar slippe sit pærifære syn fra lydbilledet, og i visse sange er det da også det eneste der er at se på.

Men heldigvis genopdager hun genren, som hun selv og hendes ny-traditionalistiske kolleger har gjort det særligt i de seneste år. Det var nok det legende-dj’en John Peel fra BBC faldt for i 2000, da han sagde at hendes debut-plade var det bedste han havde hørt i ti år. Og måske nogensinde.

Det er de sange der placerer sig længst fra honky-tonk’en, der tjener pladens pris ind. På “Khaki and Corduroy” lykkes det at fremstille lyden af ægte nostalgi med whiskers på lilletrommen og små snapshots fra den Nashville-fødte countrysangers skoletid i New York.

Her har hun stadig både radioprogram og lejlighed, og på “14th Street” undgår man ikke at se indre billeder af en slags Amelie fra Texas, der inspicerer fremmede mennesker langs Manhattans upper/lower-skillelinje, og på “And Still” sætter Calexico sine støvede fodspor ved siden af Cantrells sukkerskarpe stemme.