‘Mord uden grænser’ sæson 2: Selv James Bond ville få rejsesyge
I 2015 havde DR premiere på den europæiske samproduktion ’Mord uden grænser’, der var omtrent mindeværdig som titlen selv: En generisk krimifortælling, hvis væsensberettigelse primært syntes funderet i muligheden for, at flere lande kunne spæde i kassen, sekundært i den transnationale fortælling om mord på prostituerede i Tyskland, Belgien og Danmark, som de respektive nationale politienheder måtte opklare i fælles fodslag.
Nu følger danskerne, belgierne og tyskerne så op med en antologisk sæson 2 med samme koncept og helt nye skuespillere, og igen føler man, at nødvendigheden består i evnen til at skaffe finansieringen, mere end at man har ramt nogen form for fortællemæssig eller konceptuel guldåre.
Hjertet er på rette sted. Både første og anden sæson tager udgangspunkt i nogle af de samfundsmæssige forhold, der definerer vores tid, og det er alt andet lige bedre end endnu en krimi om opklaringen af bestialske kvindemord. I den nye sæson bliver otte mennesker slået nådesløst og topprofessionelt ihjel på Marskgården i Sønderjylland, der er kendt som altruistisk opsamlingssted for nødstedte flygtninge. Blandt de indlogerede er de syriske søstre Malu og Faris, der tilsyneladende er flygtet fra Caliphate Order, seriens svar på Islamisk Stat. Kun den ene af dem overlever, og mistanken falder straks på en gennemplanlagt terroraktion.
Hidkaldt bliver et Joint Investigation Team med den hårdføre danske politikommissær Nelly Winther (Marie Bach Hansen), der netop er hjemvendt fra de værste afrikanske krigsdestinationer, tyske Gregor Weiss (Jürgen Vogel, der særligt huskes som voldtægtsmand i den fremragende ’Den frie vilje’ fra 2006) og den belgiske ekspert på islamistisk radikalisering, Paula Liekens.
Marie Bach Hansen, der fik sit store gennembrud med hovedrollen i ’Arvingerne’, ligner ud fra de første to afsnit en præcis casting, sublimt iscenesat med blond hår og undertrøje som en dansk udgave af Emily Blunt i ’Sicario’ eller ’Edge of Tomorrow’: Adræt, smuk og intelligent. At vi endnu engang synes at skulle udmattes med historien om kvinder, der svigter deres børn på grund af deres krævende arbejde (se også Sofie Gråbøl i ’Forbrydelsen’ og Natalie Madueño i ’Bedrag’), er jeg foreløbigt villig til at se gennem fingre med.
Et fortællespor antyder, at massemordet måske snarere bunder i en lyssky, pengestærk interesse for sjældne islamistiske artefakter end religion, hvilket får alle advarselslamper til at lyse. Når én af seriens klare styrker er det sociale fodfæste for en komplekst sammenfiltret verden, går der allerede nu for meget Indiana Jones i den.
Har de ikke-amerikanske succesproduktioner i tv-seriernes guldalder endvidere én fællesnævner, er det, at de er stærkt lokalt forankrede, hvilket også var den oversøiske hitformel for DR-serier som ’Borgen’ og ’Forbrydelsen’. Men når vi i løbet af første afsnit ’Mord uden grænser’ bevæger os rundt på så mange locations, at selv James Bond ville få rejsesyge, ryger enhver form for særtræk, enhver fornemmelse for det specifikke miljø, vi befinder os i. Sønderjylland er således en flot location, men det er sigende, at vi endnu har til gode at høre så meget som én replik med en snert af troværdig lokal dialekt. Mojn, du.
’Mord uden grænser’ er rimeligt spændende og teknisk veleksekveret, men mens den forsøger at fremstå moderne i geografisk udsyn og social profil, føles den mest af alt gammeldags i sin leverpostejsfarvede fremtoning. En så personlighedsløs krimi havde muligvis været nok i en mere udbudsfattig tv-tid, men i dag, hvor enhver med tre millioner på bankbogen laver deres egen tv-serie, føles det utilstrækkeligt.
Skal DR fortsat bære dramaseriefaklen med deres prominente søndagsposition, skal der andre boller i euro-puddingen.