Paul McCartney er personlig og direkte på veloplagt konceptalbum
»I used to get stoned, I liked to get wasted, I lied to my doctor, but these days I don’t«.
Akkompagneret af en fin akustisk guitar blotlægger Paul McCartney på ‘Happy with You’ sine fejltagelser – og det klæder ham. Det nedbarberede og direkte er lyrisk og musikalsk kendetegnende på hans første album i fem år.
Albumkoncepter er ikke fremmed territorium for popsnedkeren fra Liverpool. Beatles-hovedværket ‘Sgt. Pepper’s Lonely Heart’s Club Band’ (1967) var bygget op omkring et fiktivt orkester, og ‘Egypt Station’ er også et konceptalbum: McCartney kalder selv albummet for en rejse, hvor hver enkelt sang er en ny station på en utopisk location, hvorfra musikken strømmer ud.
Denne ramme har helt klart gavnet materialet, der viser spektret af hans flair for at komponere, instrumentere og arrangere. Den veloplagte rocklegende blænder op for sprudlende øvelokalestemning i ‘Come On To Me’, ‘Back in Brazil’ vugger afsted på et lystigt elpiano-groove, og enkeltheden kultiveres effektivt på ‘Hand in Hand’ og ‘Dominoes’.
Hvor Macca ofte har beskrevet karakterer i sine sange (‘Eleanor Rigby’, Desmond & Molly i ‘Ob-La-Di Ob-La-Da’, løsrivelsesdramaet i ‘She’s Leaving Home’ etc.), er det skønt, hvor personlig han er i denne omgang. Den stærke pianoballade ‘I Don’t Know’, der er McCartney classic, viser et tvivlende menneske, ligesom rytmiske orgelanslag og et snurrigt cembalo danner den instrumentale kontekst på ‘Fuh You’, mens teksten tydeligt italesætter titlens maskerede hensigt.
Der er dog også mindre mindeværdige momenter. ‘Confidante’ er lidt for lejrbålsmagelig, og ‘Who Cares’ er røvballe-boogie af den type, der hører hjemme i et tandløst tv-show, hvor det inviterede publikum kan klappe i takt på et og tre.
Der bliver derimod sat fut i gløderne på de vitale ‘Caesar Rock’ og ‘Despite Repeating Warnings’ – med sin rapsodiske og episke struktur tåler sidstnævnte sammenligning med Wings-klassikeren ‘Band on the Run’. Det kendetegner også albummets højdepunkt ‘Hunt You Down/Naked/C-link’; En ambitiøs komposition med forskellige rytmiske og melodiske stemninger, som spænder fra gnistrende guitarrock over indtagende barokpop til en fornemt ornamenteret orkestral finale.
Et veloplagt punktum, som viser at den 76-årige superstjerne stadig kan skabe en sofistikeret kontekst for den rockmusik, som har været hans karrierevej siden debuten med The Beatles i 1962. Paul McCartney stoler selvfølgeligt på sit talent, og 18 album inde i solokarrieren har han stadig noget på hjerte og lysten til at udtrykke det.
Kort sagt:
Den britiske rocklegende viser ingen tegn på pension, men har tydeligvis stadig noget på hjerte i en række personlige sange, der viser hans vanlige flair for at komponere og arrangere sofistikeret rockmusik.