Smog

Giver det mening at udgive et album med ord, ord og endnu flere ord? Som sangskriver og sanger kunne amerikanske Bill Callahan under kunstneraliaset Smog godt afkræves nogle musikalske argumenter for den retning, han på de to seneste samling sange har begivet sig ud ad. Eller rettere, mangel på en sådan musikalsk retning efter han langsomt har trukket musikken længere og længere i baggrunden.

Fordi der på Callahans efterhånden mange foregående albums har været tale om en ligevægt mellem musik og de mange alvorlige ord, gav det langt bedre mening med den tunge poesi ovenpå den skramlede rock og de hjerteskærende ballader.

Med ‘A River Ain’t Too Much To Love’ synes Callahan nu at have trukket sig helt ind i sin egen, filosoferende og navlefikserede verden. Han snakker, små-synger eller mumler sig hudløst gennem sit forheksede liv, og piller næsten navlen hudløs i iver over at få det hele med ud i de minimale sange.

Hvilket i sig selv slet ikke er dumt som poetisk sangskriver, men havde Callahan givet sig tid til at lade en mere helstøbt sangskrivning komme med ud for herefter at lade navlen vokse bare lidt sammen igen, havde det indledende spørgsmål været helt overflødigt.