’Mandy’: Sikkert kulthit med Nicolas Cage er bizar og kitschet
CPH PIX: Jeg ved ikke, om Panos Cosmatos havde i sinde at skabe en kultfilm, da han gik i gang med at lave ’Mandy’, men opskriften synes fulgt nøje. For filmen dyrker det kitschede, det overdrevne og det grinagtige, og så har den meme-kongen Nicolas Cage i hovedrollen.
Den italiensk-canadiske instruktørs anden spillefilm skal ikke ses for sit tynde og genkendelige plot, hvori skovhuggeren Red (Nicolas Cage) tager en blodig hævn på en ond kult, der har slået hans kæreste Mandy (Andrea Riseborough) ihjel på grusom vis. ’Mandy’ skal ses for sin helt igennem særegne æstetiske vision, der trækker b-film-tendenserne i retningen af arthouse og gav en plads i årets Director’s Fortnight-program i Cannes.
Stærke neonfarver flyder ud over de grynede billeder af fyrretræsskov, mens afdøde Jóhann Jóhannssons tætte elektroniske score lukker sig om én med buldrende bas, guitarriffs og saxofonsolo. Når den kultiske ondskab står i fuldt flor, manipuleres skuespillernes stemmer til dybe monsterlyde, og en heftig brug af dobbelteksponering får dem til at ligne hvileløse sjæle fanget i skærsilden. Cosmatos’ eksperimenter vil ingen ende tage, og heldigvis for det.
Mange kultfilm er utilsigtet lattervækkende, fordi de ambitiøse folk bag har taget bizarre og ukonventionelle valg. Klasseeksemplet er naturligvis Tommy Wiseaus underholdende og tæskedårlige ’The Room’, hvori både manuskript, skuespil og set design er ubegribeligt ringe udført.
Men når Cosmatos til sin leading man vælger Nicolas Cage, der netop står for yderliggående, bizarre præstationer i film som ’Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans’, ’The Wicker Man’ og ’Wild at Heart’, kan komikken i ’Mandy’ næsten ikke være helt utilsigtet. Fans af skuespilleren vil bifalde en allerede ikonisk badeværelsesscene, hvor den sørgende og bukseløse skovhugger skiftevis skriger og hælder vodka i svælget og over sine blodige håndled.
Det komiske højdepunkt kommer dog ikke fra Cage, men fra en film i filmen. Inden hævntogtet tager fart, overværer Red nemlig en fantastisk tv-reklame for produktet Cheddar Goblin, hvor en mørkegrøn goblindukke brækker lårtykke stråler mac ’n’ cheese ud over to skrigende børn.
’Mandy’ følger også kultfilmsopskriften ved at være en temmelig dårlig film, og jeg blev overrasket over, hvor meget jeg faktisk kedede mig undervejs. For fortællingen, jeg troede ville gå over stok og sten, snegler sig af sted, og scener trækkes i langdrag, når kultister igen og igen skal manifestere deres ondskab med en højtidelig hvisken.
Enhver kultfilm har sit eget dedikerede publikum, og det er uden tvivl også tilfældet for ’Mandy’. Min sidemand havde det i hvert fald anderledes end mig. Hele vejen igennem skraldgrinede han så kraftigt, at sæderne rystede.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 10 mest essentielle film på årets CPH PIX-festival