Omkring årtusindeskiftet løb NBC-serien ’Freaks and Geeks’ over skærmene – en high school-serie, der blev gennembruddet for navne som Jason Segel, Seth Rogen og ikke mindst James Franco. Dog var optagelserne til serien tilsyneladende ikke helt så gnidningsfri, som man kunne have forestillet sig.
Busy Phillipps, der spillede rollen som Francos temperamentsfulde kæreste Kim Kelly, har netop udgivet en ny bog under titlen ’This Will Only Hurt a Little’. Her fortæller hun om det problematiske samspil med James Franco, der med hendes egne ord var en »fucking bully«.
Phillipps beskriver et tilfælde, hvor Franco blev særligt ubehagelig. Phillipps skulle – som der stod i manuskriptet – slå Franco i brystet i en scene, mens hun sagde sin replik. Men da hun gjorde dette, beretter hun, at Franco smed hende i jorden: »Han holdt fast om begge mine arme og skreg mig i ansigtet: ’DU RØRER MIG ALDRIG IGEN!’. Og han smed mig i jorden. Jeg lå fladt på ryggen. Luften var slået ud af mig«.
Franco havde dagen efter optrinnet undskyldt til Phillipps – om end først efter instruktør og producerne på settet havde bedt ham om det.
Historien om Francos opførsel lægger sig i en længere række af anklager mod skuespilleren for krænkende adfærd. I begyndelsen af året måtte James Franco se hele fem krænkelsesanklager i øjnene fra fem forskellige kvinder, der til Los Angeles Times berettede, at de havde haft ubehagelige oplevelser med Franco, som pressede dem til at være nøgne uden samtykke.
Læs også: Seth Rogen om James Franco-anklager: »Mit perspektiv er det mindst relevante«