Historien om en skabsbøsse: ’A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge’
Hvorfor i alverden fremhæve ’A Nightmare on Elm Street Part 2’ over de andre film i serien? Wes Cravens originale film om den brændte Freddy Krueger, som myrder teenagere i deres drømme, er af mange anset som en klassiker inden for genren. Og over årene har ’A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warrios’ vundet indpas som en morsom og opfindsom gyserkomedie, der især er nævneværdig på grund af de purunge skuespillertalenter Patricia Arquette og Laurence Fishburne.
Men hvor disse film er kendt for motormunden Freddy, deres kreative fotografering og vidunderligt makabre mordscener, er den rodede 2’er ikke desto mindre mere ambitiøs og interessant.
I gyserkredse er det efterhånden alment kendt, at ’Freddy’s Revenge’ handler om en ung skabsbøsse, som kæmper med sin seksualitet. Den personificeres af Freddy, der her portrætteres som en kropsinvaderende dæmon. Vores final girl Jesse er denne gang – sjældent for genren – en dreng, og han er i allerhøjeste grad kodet som homoseksuel. Han svinger hofterne sensuelt til Cathy Dennis’ ’Touch Me’. Da han har præstationsproblemer i sengen med kæresten Lisa, hopper han straks i favnen på sin maskuline idrætsven Ron for at finde trøst. Og dæmonen Freddy går næsten udelukkende efter Jesses mandlige bekendte, som bliver langt mere seksualiserede end kvinderne omkring ham, inklusive kæresten.
Freddy, der i en ikonisk scene kravler ud ad Jesses krop, kan læses som en form for internaliseret homofobi, da Freddy myrder – og hermed penetrerer – de mænd, som Jesse i skjul begærer. Det er værd at nævne, at den ’slemme homovirus’, som Freddy repræsenterer, i sidste ende bekæmpes med et heterokys, og ’Freddy’s Revenge’ kan ikke helt undgå at falde over 80’ernes homofobiske ideer om homoseksualitet som en sindslidelse og en synd, der kan kureres.
Men filmen kom ud, blot få år efter aids-epidemien hærgede, og må stadig siges at være fremme i skoene i dens umiddelbare kritik af samfundets kriminalisering af homoseksualitet. En sjældent samfundskritisk slasher-film.
Grovmord med kunstnerisk integritet: ’Inside’
Få horrorfilm går lige så langt som den franske undergrundsgenre New French Extremity. Her flås hud fra kød, hoveder eksploderer som vandmeloner, folk glider i spandevis af blod, og indvolde flyder fra åbne kødsår i film som ’Martyrs’, ’Frontier(s)’ og ’Revenge’. Inden for denne genre rammer få film så hårdt og ufint som Alexandre Bustillo og Julien Maurys slasher-film ’Inside’, der chokerede franskmændene i 2006.
Filmen begynder inde i en livmoder, hvor fosteret voldsomt dunker hovedet mod linsen og spytter blod ud. Så har de to instruktører ligesom udstukket tonen. Den gravide fotojournalist Sarah mister sin mand i et frontalt trafikuheld, og den unge kvinde kan nu se frem til en fremtid med et barn, hun ikke rigtigt længere ønsker. Juleaftensnat, dagen før hun skal ind på hospitalet og føde, bryder en mystisk kvinde klædt i sort ind i hendes hus for helt bogstaveligt at åbne hende op som en julegris og tage babyen med sig ud i natten.
Hvad der starter som en rivende intens hjemmeinvasionsfilm mellem de to kvinder, udvikler sig hurtigt til en massakre, da mor, kollegaer og idiotiske politibetjente begynder at ringe på hoveddøren. Pludselig bliver den sortklædte kvindes lange saks brugt til andet end at klippe gavepapir op med.
Der er noget forfriskende ved at se en kvinde i rollen som monsteret, og Béatrice Dalle trækker tænder ud, når hun med et morbidt smil pløkker ansigtet af en politibetjent eller kastrerer en mand med sin sylespidse saks.
Har du ikke den store lyst til at se en højgravid kvinde blive slået hårdt i maven adskillige gange med en knippel, forstår jeg dig godt. Men der er en kunstnerisk integritet bag filmens kyniske, nærmest apokalyptisk pessimistiske udsyn på verden, som uden tvivl er rammende i disse håbløse tider.
Meget mere end den kedelige sextolkning: ’Halloween’ (1978)
Hvad mere er der overhovedet at sige om John Carpenters mesterværk? På papiret er der intet synderligt ambitiøst over en film om en maskeret morder, der stikker barnepiger ned. Men selvom filmen ikke fik succes med det samme, hverken ved billetlugerne eller blandt kritikere, bliver den i dag husket som én af de vigtigste gyserfilm fra 70’erne.
’Halloween’ populariserede egenhændigt den moderne slasher-film. Den borede sig ned i frygten for det ukendte i kendte omgivelser på en måde, som ikke var set før. Carpenters ildevarslende synth-soundtrack sender stadig kuldegysninger ned ad rygraden. Og fotograf Dean Curley (’Jurassic Park, ’Apollo 13’) fanger på perfekt vis truslen, som morderen Michael Myers repræsenterer, ved at holde ham i baggrunden, lige uden for publikums fokus og under dække af lange, mørke skygger.
Én detalje ved filmen, som sjældent nævnes, er Debra Hills involvering. De fleste artikler, inklusive denne, nævner hende kun perifert. Men i et nyligt interview med Indiewire bemærkede både John Carpenter og Jamie Lee Curtis (som spiller barnepigen Laurie Strode), hvor afgørende Carpenters afdøde samarbejdspartner var for ’Halloween’. Debra Hill skrev det første udkast til filmen, heriblandt dialogen til de tre veninder Laurie, Annie og Lynda, og stod bag Laurie Strodes karakter. Ifølge Carpenter var det også hende, der fandt på at lade Myers skjule sig under et lagen og overraske Lynda med en telefonledning til halsen.
Denne kvindelige involvering i skriverummet giver et interessant perspektiv på filmens optik på kvindelig seksualitet. En af de mest kendte – og kedeligste – tolkninger af ’Halloween’ er, at Laurie overlever, fordi hun er jomfruelig og hermed ’ren’, mens Myers’ succesfuldt straffer de syndige veninder, fordi de har sex. Men hverken Annie eller Lynda bliver defineret ud fra deres appetit på sex, og det skyldes Debra Hills sympatiske og realistiske teenagepiger.
Orgiastisk smukke mord: ’Deep Red’
Det er nat i Rom, da en pianist bevidner et mord fra gaden i sit lejlighedskompleks. En læderbehandsket morder angriber en kvinde med et barberblad, smadrer hende mod et vindue og skærer halsen over på hende.
Kunstnertypen, som involveres i et mordkomplot, kan mere eller mindre beskrive Dario Argentos samlede filmografi – selv hans mesterværk ’Suspiria’. Men to år forinden, i 1975, imponerede han med giallo-filmen ’Deep Red’.
Det er svært ikke at se giallo-genren som slasher-genrens morbide, udenlandske kusine. Ligesom de amerikanske slasher-film bruger disse billigt producerede, italienske gyserfilm klassisk fortalte mordmysterier som en undskyldning for at vise så udskejende og sensationalistiske mordscener som overhovedet muligt.
Som så mange andre film i genren er ’Deep Red’ dybt problematisk i sit indhold. Argento undersøger sin samtids homofobi og sexisme igennem en hovedperson, som er homofob og sexist. Men han virker i sidste ende apatisk og kold over for disse problematikker. Så længe dødsscenerne ser orgiastisk smukke ud, virker den kontroversielle instruktør tilfreds, ikke ulige sit amerikanske modstykke, Brian De Palma.
Men få film inden for genren – hvad end vi snakker slasher- eller giallo-film – kan siges at være lige så stilistisk aparte som ’Deep Red’. En teatersal, hvor en seerske udpeger én i publikummet som filmens morder, er farvet i stærke røde farver. Senere klippes der til et sygeligt grønt badeværelse, hvor morderen gør sig klar til at myrde seersken, og da vi er tilbage i teatersalen, overvælder den røde primærfarve som et pludseligt skarpt lys mod øjnene.
Argento placerer konstant kameraet fra besynderligt skæve vinkler og skifter vildt og voldsomt fra kolde, fraværende totalbilleder af tomme bytorve over til ultranærbilleder af skrigrødt teaterblod og mordvåben, som rammer hud og vidtåbne øjeæbler.
Kan ses på iTunes, SF Anytime og Blockbuster.
En rabiesinficeret køter: ’Friday the 13th: The Final Chapter’
1984 var et højdepunkt i slasher-genrens gyldne æra. Den bestialske jule-slasher ‘Silent Night, Deadly Night’ skabte protester blandt konservative forældregrupper, fordi morderen var klædt som gode gamle Saint Nick. Wes Craven introducerede verden for børnemorderen Freddy Krueger, der hurtigt blev et slasher-ikon på højde med Leatherface, Jason Voorhees og Michael Myers. Og den fjerde film i ’Friday the 13th’-serien, med den ironiske titel ’The Final Chapter’, perfektionerede 80’ernes slasher-formular som en underholdende popcornfilm snarere end en rædselsvækkende mareridtstur.
Filmen fortsætter, hvor den tredje film slap med morderen Jason Voorhees på vej til lighuset. I løbet af de foregående to film er han blandt andet blevet hakket i skulderen med en machete, hængt og har fået en økse plantet i pandeskallen. Men så snart han får snerten af brunst fra to liderlige opsynsvagter i lighuset, rejser han sig straks til dåd og mord.
’The Final Chapter’ er tæt på handlingsløs. Voorhees myrder teenagere, indtil der ikke er flere ved hans bosted, hvorefter han besejres af en ung Corey Feldman.
Men hvilke mord! ’The Final Chapter’ var den første film i serien til for alvor at fremvise den ishockeymaskerede morders enorme fysikalitet, og i løbet af filmen knuser han en mands kranie mod en brusekabines væg, smider en kvinde gennem et vindue og hamrer en slagterkniv ind i kraniet på Crispin Glover.
Selvom mange påstår, at slasher-genrens monstre fungerer ud fra det samme princip om at straffe promiskuitet, er det en sandhed med modifikationer. Krueger er eksempelvis det eneste monster, der tydeligvis finder seksuel nydelse i sine mord, mens Myers forholder sig anderledes kold over for de personer, han stikker kniven i. Jason Voorhees er derimod hverken drevet af en seksuel lyst eller kalkuleret apati, men kan snarere beskrives som en gal, rabiesinficeret køter, der vogter over sit domæne Crystal Lake med dødelige intentioner.
Læs også: Udskældt og undervurderet: De mest chokerende jump scares nogensinde
Læs også: Fortællingen om Anders Breivik, som man ikke ser i Utøya-filmene