1010 Benja SL debuterer med 50 procent gospel-r’n’b, 50 procent trap-rap

1010 Benja SL debuterer med 50 procent gospel-r’n’b, 50 procent trap-rap
1010 Benja SL. (Foto: Torso)

For omtrent et år siden udgav en anonym skikkelse ved navn 1010 Benja SL sangen ‘Boofiness’, hvor han med sin smukke, The Weeknd-tangerende vokal blandede moderne r’n’b med diskrete gospelelementer. Senere fik vi den grandiose ballade ‘Wind Up Space’, hvor fusionen af gospel og r’n’b var så gennemført, at Soundvenue tidligere på året udnævnte den til at være en af de allerbedste sange i første halvdel af 2018.

I sidste uge udgav dette stadigt anonyme talent så ep’en ‘Two Houses’ ud af det blå. Som titlen antyder, er udgivelsen delt op i to: Først tre mere gospelorienterede r’n’b-tracks, der fortsætter hvor ‘Wind Up Space’ slap, dernæst tre trap-sange, der viser en helt ny side af hans lyd.

Ep’en starter med den vemodige ‘Fairwater’, der langsomt sætter stemninger med kønne lag af varme synthezisers, mens Benjas vokal fornemt udtrykker både længsel og uro, opfindsomt nok uden at sige det store rent lyrisk. Nummeret er ganske kort, og den føles lidt som en intro til den efterfølgende ‘Tragic X’

At introducere en sang med et kortere nummer forinden er ikke en uprøvet idé, og den kan skam fungere. Men lidt ærgerligt bruges meget tid på ‘Tragic X’ til at opbygge den stemning, som det foregående nummer allerede har skabt, og dermed føles de første par minutter som lidt spildt tid. Heldigvis bliver der gjort op for dette med afslutningen, som er noget af det smukkeste, Benja har produceret – dog en smule ødelagt af, at han genbruger figurer fra starten af nummeret, der mod slutningen føles fortærskede.

Overraskende nok er det stærkeste nummer det mest poppede. ‘Ultimaybe’ lyder som snydt ud af The Weeknds ‘Starboy’-album, dog stadig med et snert gospel i melodien og med en uortodoks trommefokuseret outro, der lyder mere uortodoks, end noget man kunne forestille sig fra The Weeknds side. Hvis pladeselskabet skubber den sang, kunne det meget vel blive hans helt store gennembrud.

Der er en god overgang til trap-delen, idet han synger omkvædet på den første trapsang, ‘Only One’, som en slags mellemting mellem The Weeknd og Young Thug. Desværre er versene ikke imponerende. Benja benytter sig af et ret basalt triplet-flow, uden at han bidrager med noget interessant fra et lyrisk perspektiv. Han vælger end ikke at krydre med kreative ad-libs. Beatet blander dog trap og chiptune på vældig vellykket facon.

Det mest ambitiøse trapsang er nok ‘Easy Going’, der formår at opnå trap-rappens æstetik uden nogen percussion. Oven i dette lykkes hans melodiske, atter Young Thug-klingende autocroon flot at blande gospel og trap.

Slutteligt får vi ‘Hadit’, der igen lyder af Young Thug. Denne gang får vi percussion, hvilket uheldigvis er medvirkende til, at sangen lyder mere af efterligning end af inspiration. Dertil er nummeret ikke så grandiost som før, og det ender med at fise ud, uden at ep’en føles helt afsluttet.

Det er en rodet udgivelse, og Benja udfordrer allerede tidligt sit eget image. Men han fortjener ros for at turde bevæge sig i alle disse retninger så tidligt i sin karriere.


Kort sagt:
De tre r’n’b-tracks på ‘Two Houses’ fungerer noget bedre end de tre trap-inspirerede sange, men i begge lejre viser 1010 Benja SL store ambitioner – også selv om ep’en ikke lægger skjul på hans indflydelser.

1010 Benja SL. 'Two Houses'. Ep. XL/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af