- Nicki Minajs totale højredrejning er chokerende – men den er kun begyndelsen
- Hun har arbejdet med landets største stjerner. Nu udgiver hun sin første single: »Jeg håber virkelig, at de kan lide min egen musik også«
- Deres AI-sang storhitter i Sverige. Men da de hørte, hvad de havde skabt, blev de bange: »Det var et Oppenheimer-moment«
Condo Fucks
Condo Fucks? Aldrig hørt om dem, tænker du måske. Men det har du måske alligevel, for de har eksisteret siden midten af 80’erne, udgivet en masse album og eksperimenteret med et væld af afarter inden for rock og pop. For det er faktisk veteranerne i Yo La Tengo, der har givet sig selv et frikvarter bag det besynderlige navn Condo Fucks.
De har taget sig et frikvarter og udsendt ‘Fuckbook’, som udelukkende består af covernumre af 60’er- og 70’er-kunstnere som Small Faces, The Kinks og The Beach Boys. Tidligere har Yo La Tengo været kendetegnet ved, at de har bevæget sig rundt i rigtig mange genre-eksperimenter, men her holder de sig stramt til en uptempo garagerock-formel med håndfaste guitarstykker og en temmelig flosset vokal. Der er ikke kælet for noget i lydbilledet, og ‘Fuckbook’ kunne godt lyde som et gammelt demobånd optaget på billigt udstyr.
Umiddelbart virker det som en nem løsning og som en hurtig måde at lave et par dollars på, når et band laver et album uden originalt materiale og skruer helt ned for produktionen. Men når ‘Fuckbook’ alligevel er værd at spilde tid på, er det fordi, der ligger et begavet sangvalg bag, og Yo La Tengo formår at give disse sange et veltimet los bagi. Hvem havde for eksempel troet, at et Slade-nummer som ‘Gudbye T’ Jane’ kunne blive interessant?
Condo Fucks. 'Fuckbook'. Album. Matador/Playground.