Det originale Smashing Pumpkins-slæng antænder den kreative gnist
Billy Corgan har altid været sin egen bedste ven og værste fjende, og derfor har han både mødt sit kreative jeg i klare nuancer og i et forvrænget spejl.
I 90’erne red The Smashing Pumpkins på en bølge af kommerciel triumf med favnen fuld af tornefri kritikerroser, hvilket muligvis ansporerede den enevældige og idiosynkratiske frontfigur til at fyre sine bandmedlemmer løbende for til sidst at stå alene i manegen og stædigt stampe i savsmulden for at påberåbe sig relevans trods en vag afglans af fordums blændende skær.
For at citere hittet ‘Zero’ har han muligvis gennemskuet »my reflection, dirty mirror«, for det nye album fjerner fnidder og smuds, så Corgan nu kan forenes med gamle bandvenner i et klart og reflekterende skær. Guitarist James Iha og trommeslager Jimmy Chamberlin, som var med til at grundlægge bandet i 1988, er tilbage, og de er med til at ekspandere den musikalske bredde.
Med soulfyldt gospelkor og et asiatisk-klingende strygerarrangement er ‘Knights of Malta’ en atypisk Pumpkins-sang og samtidig et snedigt åbningsnummer, som pirrer nysgerrigheden. Det sætter scenen for et band, der netop altid har sigtet mod genremæssig diversitet.
Corgans flair for brusende popmelodier, som også viste sig i sideprojektet Zwan, blomstrer i fuldt flor på den luftige ‘Silvery Sometimes (Ghosts)’ og med driftsikre hooks i ‘Seek and You Shall Destroy’.
Med lange og stort anlagte albumkoncepter som ‘Mellon Collie & the Infinite Sadness’ (1995) og ‘Machina/The Machines of God’ (2000) på samvittigheden er dette otte numre lange album et bemærkelsesværdigt komprimeret udspil for bandets standard. Det er samtidig også en faktor, hvor bandets svagheder fremstår des mere tydelige.
Det mageligt indifferente kendetegner de gumpetunge ‘Travels’ og ‘With Sympathy’, der møver sig op af en vindeltrappe mod det elfenbenstårn, der har været Billy Corgans udsigtspunkt i mange år.
Hvor essentiel en faktor, Jimmy Chamberlin altid har været i bandmagien, står mejslet i granit. Corgan, Iha og den senest tilkomne guitarist Jeff Schroeder følger en klassisk ‘quiet (vers) og loud (omkvæd)’-struktur i ‘Solara’, men det er afgjort trommeslagerens finesser, som løfter den effektive riff-basker. Han dirigerer også slagets gang i den vitale ‘Marchin’ On’, som er en frisk påmindelse om, hvorfor The Smashing Pumpkins var med til at støbe fundamentet i 90’ernes alternative rockbølge.
I kontrasternes samspil fødes det kreative modspil, og selv om de ikke har begået et mesterværk, har det fornyede samarbejde mellem tre af gruppens grundlæggere været frugtbart.
‘Shiny and Oh So Bright’ understreger The Smashing Pumpkins som et relevant og solidt rockband.
Kort sagt:
Efter 18 års adskillelse slår Billy Corgan atter pjalterne sammen med James Iha og Jimmy Chamberlin, og de antænder den kreative gnist på et solidt og musikalsk afvekslende album.
Læs også: Sådan er det at have The Smashing Pumpkins som altoverskyggende yndlingsband