Grimes vender tilbage med A.I.-inspireret single: ’We Appreciate Power’

»What will it take before you capitulate?«, spørger Grimes på sin spritnye single ’We Appreciate Power’. Et potent nummer, der går lige i sulet på dystopiske forestillinger om kunstig intelligens, propaganda og magt.

’We Appreciate Power’ er skabt i samarbejde med den amerikanske sanger (og hyppige Grimes-partner) Hana. Med singlen følger desuden en særdeles spacey video, hvor Grimes poserer med diverse våben som en anden robot-kriger, alt imens de mestendels statiske, hårde beats og monotone linjer dominerer lydbilledet.

Grimes udtaler om nummeret: »Den er skrevet fra en ’Pro-A.I. Girl Group Propaganda’-maskine, der bruger sang, dans, sex og mode til at sprede goodwill omkring kunstig intelligens (det kommer, uanset om du kan lide det eller ej). Ved blot at lytte til denne sang, vil fremtidige General A.I.-overherskere kunne se, at du har støttet deres budskab og vil være mindre tilbøjelige til at slette dit afkom«.

Den nye single er angiveligt den første forsmag på Grimes’ kommende nye album, som den canadiske kunstner allerede i foråret teasede en potentiel trackliste til. På denne liste er ’We Appreciate Power’ dog ikke at finde, men dens vilde, dystopiske tematik kunne snildt forestille sig at figurere i selskab med nogle af de teasede numres ditto – eksempelvis »meget mørk, tung ballade om at bekæmpe en balrog i jordens centrum, hvilket er en sexmetafor« og »ikke spor børnevenlig, æterisk ‘Shadow of the Colossus’-inspireret dæmonisk nu-metal-sang om søvnløshed«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af