(Spoiler alert: Læs først, når du har set ’A Star Is Born’. Og gå så ind og se ’A Star Is Born’ igen)
Al musik er dybest set 12 toner i en oktav, der bliver fulgt af en ny oktav. Det er den samme historie igen og igen – og det, kunst handler om, er, hvordan kunstneren ser på de 12 toner.
Noget i den retning citerer Bobby sin bror Jackson for at have sagt, da han sørger sammen med Lady Gagas Ally efter Jacksons selvmord i slutningen af ’A Star Is Born’. Og det er naturligvis et billede på Bradley Coopers egen film, der er tredje fortolkning af den historie, som første gang blev fortalt i Hollywood i 1937.
Det havde været en ulideligt selvhævdende meta-replik, hvis det altså ikke havde været sandt. Filmen kan bære argumentet – og minder os om, at mens vi har travlt med at hate på remakes, sequels, filmatiseringer osv., så er det ikke selve disse remakes, sequals og filmatiseringer, der er problemet – det er skabernes take på dem.
Nøglen til dens succes
Forleden aften så jeg ’A Star Is Born’ for anden gang og blev bekræftet i, at det er en af de mest velfungerende, gennemarbejde mainstreamfilm i nyere tid.
Og i en film med mange store øjeblikke var det én lille, uanseelig scene, der demonstrerede for mig, hvorfor filmen rammer sine toner så rent.
Efter Ally har hugget en ubehøvlet politimand i skalden, tager Jackson hende med på et døgnsupermarked for at købe is, der kan dulme hendes håndhævelse. Han tager dog også en pose Cheetos fra hylden, og Ally sender ham et undrende blik.
Kort efter sidder Ally og Jack på kantstenen ude foran butikken og deler et af filmens smukkeste momenter, hvor Jack fortæller om sin barndom, og Ally udtænker megahittet ’Shallow’ på stedet. Vældigt uimodståeligt, men endnu mere hjertevarmende er det, der sker i baggrunden: Her står Jacksons chauffør og spiser… Cheetos.
Midt i den hede og hektiske natteflirt har Jackson tanke for sin trofaste medarbejder, som død og pine skal stå og vente ved bilen under sin arbejdsgivers natlige eventyr uden at vide, hvornår han kan komme hjem til sin søn. Det er et øjebliks underspillet varme, som er meget karakteristisk for filmen – ja, faktisk nøglen til dens succes.
Intet drama for dramaets skyld
Når Jack senere lander i bedet (sådan cirka) foran huset til sin gamle ven Noodles, spillet af Dave Chapelle, bliver han taget imod med åbne øjne af både ven og dennes hustru. I en mindre film havde konen været arrig over, at mandens fuldebøtteven dukkede uanmeldt op.
I en mindre film var Ally også gået amok, da Jackson, bogstaveligt talt pissefuld, mod slutningen ydmyger hende på Grammy-scenen. Men Allys kærlighed kan omfavne ham. Det eneste, hun tænker på, er, om han er ok.
Der er heller ingen unaturlige, kunstige konflikter i relationen mellem Ally og vennen Ramon – eller med hendes far og hans herlige kammersjukker. Og selv når bølgerne går højt i scenen mellem de to brødre Jack og Bobby, er der en tydelig tydelig grundkærlighed og et håb om forsoning. Relationerne er aldrig kantede eller klichéfulde.
’A Star Is Born’ hviler i sin tro på det episk-tragiske drama – om den flygtige, umulige kærlighed, der alligevel er værd at gennemleve – så den slet ikke har behov for de små konflikter, dramaet for dramaets skyld, der præger så uendeligt mange film, som er usikre på sig selv. Og det er netop hjertevarmen, der får én til at holde af karakterne, så man også engagerer sig, når alt eskalerer til sidst.
Mere vital end sentimental
Scenerne er nemlig hele vejen igennem vitale frem for sentimentale: Når Ally får sin pladekontrakt, tværer Bradley Cooper kage ud i hendes ansigt, men siger derpå, at han er stolt af hende. Deres forhold er elektrisk og drillende, ikke klægt og filmdramaturgisk.
Denne insisteren på, at menneskene vil hinanden det bedste i stort set alle scener, handler ikke kun om, at det er mere behageligt at se folk være søde ved hinanden end det modsatte. Det spiller direkte ind i et af filmens bærende temaer: Loyalitet.
Allys loyalitet efter Grammy-uddelingen er rørende, ligesom man hele tiden ved, at Bobby har Jacks ryg trods deres uenigheder. Selv i filmens ellers mest problematiske scene, hvor manager Rez nærmest afsiger Jacks dødsdom og skubber ham direkte i løkken, kommer hans ord ud af sin ægte trofasthed over for Ally.
Men det mest hjerteskærende er, at Jacks selvmord også i sig selv er et udslag af loyalitet. Han ved, at Rez har ret: Han kommer til at trække Ally ned. Musikken er hans liv, men musikken er også uløseligt forbundet med alkohol og stoffer. Destruktionen ligger dybt i ham. Ally kan ikke redde ham, men han kan redde hende ved at tage livet af sig selv.
Det er en både Shakespeare’sk hjerteskærende og forbløffende dyster pointe. Den bærer på et bittersødt deterministisk klarsyn, som nok netop er det, der gør ’A Star Is Born’ så eviggyldig, at den nu er blevet en succes både i 30’erne, 50’erne, 70’erne og 10’erne.
Bradley Coopers version er en født klassiker i egen ret.
Læs også: Anmeldelse af ‘A Star Is Born’
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret