KOMMENTAR. Fra ’Black Mirror’ ved vi, at fremtiden er grum, at teknologien fucker os (hypotetisk såvel som fysisk), og at menneskeligt nærvær snart kan koges ned til en chip bag øret.
Med undtagelse af det Emmy-vindende afsnit ’San Junipero’ er der med andre ord ikke meget at se frem til på den anden side, når Siri og Alexa (der i december kom til at råde en bruger til at slå sine fosterforældre ihjel) overtager verden.
Men helt så grelt ser det imidlertid ikke ud ovre hos Netflix-konkurrenten Amazon Prime, der i al underbelyst beskedenhed ligger inde med ‘Black Mirror’-fætteren ‘Philip K. Dick’s Electric Dreams’: Dit mystiske, creepy og sporadisk rørende dystopi-serie-fix, inden Charlie Brookers sorte spejl atter suger os ned i mørket på et endnu ukendt tidspunkt senere i 2019.
‘Philip K. Dick’s Electric Dreams’ er, som titlen antyder, baseret på en række noveller af sci-fi-forfatteren Philip K. Dick, hvis ikoniske roman ‘Do Androids Dream of Electric Sheep?’ fra 1968 som bekendt blev til en lille Ridley Scott-film med Harrison Ford og Rutger Hauer i 1982 og også fostrede Denis Villieneuves ditto mesterlige filmopfølger ‘Blade Runner 2049’.
Philip K. Dick skrev et væld af filosofiske sci-fi-fortællinger præget af atomfrygt og teknologiske milepæle i årene omkring og efter den kolde krig, og adskillige er senere blevet filmatiseret heriblandt også ‘Minority Report’, ‘Total Recall’, ‘The Man in the High Castle’, ‘A Scanner Darkly’ og ‘The Adjustment Bureau’. Men kultforlægget og de hypede tematikker til trods er ‘Electric Dreams’ fløjet (u)bemærkelsesværdigt langt under radaren siden premieren i 2018. Og det er ellers ikke, fordi det skorter på talent foran og bag kameraerne i de 10 forskellige kapitler, der tonalt og stilistisk spænder over ‘Star Trek’-kitch, grumset socialrealisme og ‘Blade Runner’-inspireret steampunk.
Rollelisten bebos af et stjernecast bestående af blandt andre Bryan Cranston, Janelle Monáe, Anna Paquin, Steve Buscemi, Richard Madden, Juno Temple, Terrence Howard og gud hjælpe mig vores egen Sidse Babett Knudsen, der stråler så fint og melankolsk i afsnittet ’Crazy Diamond’, at det næsten er en my kriminelt, så lidt omtale hendes medvirken har fået herhjemme.
Alt imens instruktørstaben tæller ‘Mudbound’s Dee Rees (afsnittet ‘Kill All Others’), ‘Peaky Blinders’s Tom Harper (‘The Commuter’) og ‘Game of Thrones’s Alan Taylor (‘Safe and Sound’).
Menneske vs. menneskelighed
Full disclosure: Overordnet når ‘Philip K. Dick’s Electric Dreams’ ikke op på ‘Black Mirror’-niveau, og i de fleste afsnit er der mere gammeldags Orwell’sk fantasy og ‘The 5th Element’-gøgl over billedsiden end den form for gal-geniale mareridts-‘redesign’ af eksisterende brugsteknologi, der gør Charlie Brookers univers så ækelt ‘lige om hjørnet’-håndgribeligt.
Men retro-viben er alligevel tilpas opfindsom til at fænge fantasien, og historiernes plottwists trækker lige så mange kaniner op ad hatten, som ‘Black Mirror’ slår djævelske svirp med halen.
Det, der for alvor solgte mig på serien, var dog hverken effektfyrværkeri eller uhyggeskabende fremtidskynisme, men den for genren (i moderne tid) velkomment insisterende humanisme, der langt hen ad vejen gennemsyrer ‘Philip K. Dick’s Electric Dreams’ og giver den en reel emotionel upper hand i forhold til ‘Black Mirror’, der i stigende grad er blevet kritiseret for at smøre en kende for tykt på med elendigheden (hvorfor Brooker har måtte forsikre fans om, at den kommene sæson vil byde på flere semi-positive fortællinger. Tro det, hvem der kan).
Ikke ulig førnævnte ‘Blade Runner’s poetiske androide-hudfletning af forholdet/diskrepansen mellem menneske, menneskelighed og navnlig medmenneskelighed funkler de elektriske drømme af moralsk håb for mand, mutant og maskines sameksistens i accept af hinandens bevidsthed og frie vilje. Også selvom der langt fra er lykkelige slutninger i vente for alle.
I afsnittet ‘Autofac’ appellerer den sidste rest af menneskeheden til den fuldautomatiserede gigafabrik Autofac (en superskurke-stand-in for Amazon anno 2019), der fortsat spytter produkter ud og forbrænder ressourcer, længe efter at kloden er lagt øde. Rebellen Emily (Juno Temple) kigger – bogstaveligt talt – dybt ind i Autofac-servicerobotten Alices sjæl (Janelle Monáe), hvor de to finder overraskende fælles fodslag på tværs af kortsluttede ledninger.
Og i ‘Crazy Diamond’ spiller Sidse Babett Knudsen samlebåndsrobotten Jill, der panisk forsøger at overbevise Steve Buscemis kontormus om sin menneskelighed, inden hendes ‘batteri’ løber tørt, og en ny generation af yngre, hurtigere robotter invaderer markedet. Social samfundskritik forklædt som falmende forføreske.
This is love
‘The Hood Maker’ med Richard Madden (‘Game of Thrones’, ‘Bodyguard’) som politiefterforsker og Holliday Grainger (‘C.B. Strike’) som jaget tankelæser kunne meget vel have været piloten til en hel lille sci-fi-romance for sig, men den suverænt bedste og på alle måder ‘Black Mirror’-ligeværdige episode er ‘The Commuter’ med eminente Timothy Spall som faren til en tiltagende psykotisk teenagedreng. Paradoksalt er det også afsnittet med færrest tekniske armbevægelser:
Ed er en undselig togstationsmedarbejder, hvis hjemmeliv og ægteskab forgiftes af sønnens bekymrende voldsepisoder. Da en ung kvinde dukker op på stationen for at købe billet til en by, der ikke findes på kortet, følger Ed nysgerrigt efter hende om bord på toget – og vender senere hjem til en virkelighed, hvor sønnen aldrig har eksisteret. Velsignelse eller mareridt? Ed er ikke sikker, men sikkert er det til gengæld, at ‘The Commuter’ er fænomenalt godt tv om skyld, forælderskam og selvopofrelse, der giver gåsehud.
»This is love!«, råber Ed med knusende desperation malet i sit godmodige blodhundeansigt, der burde have udløst en veritabel Emmy-regn sidste år. Det kan godt være, at ‘Philip K. Dick’s Electric Dream’ ikke er en lige så velsmurt iBedrift som ‘Black Mirror’, men i modsætning til ‘storebror’ har serien hjertet på det rette sted.
‘Philip K. Dick’s Electric Dreams’ kan ses på Amazon Prime.
Læs også: Japansk oprydnings-guru på Netflix kan ændre dit liv (seriøst)