Backstreet Boys’ ‘DNA’ er en tragikomisk, mildest talt tåkrummende oplevelse
Det er mere end 20 år siden, Backstreet Boys udgav deres debutalbum – selvsagt er der ikke meget ‘boys’ over dem længere. Tværtimod er der nu tale om fem meget voksne mænd, der dog stadig insisterer på at opretholde deres kække navn og det boyband-format, de selv var grundlæggere af.
Fair nok. Men med en 20-årig karriere bag sig havde jeg håbet på, at de voksne boys ville fremvise et musikalsk udtryk, der ikke prøvede at skjule, at boybandet er blevet voksent. Sådan føles det desværre ikke, når man lytter til ‘DNA’: Det føles nemlig som om AJ, Nick, Howie, Kevin og Brian har klædt sig ud som unge fyre, og den modenhed, der kunne have gjort ‘DNA’ til en nogenlunde spiselig oplevelse, er nærmest ikkeeksisterende.
Gruppens første album siden 2013 bliver skudt i gang med det maksimalistiske popnummer ‘Don’t Go Breaking My Heart’, der efter de følgende 11 sange viser sig at være albummets første og eneste højdepunkt. Der er smæk på synthfladerne og det lyse hook i omkvædet, men den kraft er ikkeeksisterende på resten af albummet.
I stedet bliver man ført igennem et miskmask af kvalmende flødeproduktioner som a cappella-nummeret ‘Breathe’ og fuldstændig anonyme, pseudo-følsomme sange som ‘Nobody Else’ og singlen ‘Chances’. Albummet kommer næsten til at fremstå genreløst, sådan som de fem boys roder rundt i pseudo-rockede guitarlicks på ‘New Love’, synthpop på ‘Don’t Go Breaking My Heart’ og underlige tropiske vibes på ‘OK’.
Albummets værste og mest tåkrummende sange findes dog i form af de sexfikserede ‘New Love’ og ‘Passionate’, hvor Backstreet Boys med linjer som »who are you, the sex police? / my sex ain’t got no rules« og »I never listen to the voice in my head / you know, it’s like I got no brakes in my car« tegner et direkte væmmeligt billede af sig selv som en flok upassende liderkarle.
Der er absolut intet charmerende eller opstemmende ved det, når de mørke mandekorstemmer synger »don’t say it’s the wrong thing / ‘cause it don’t feel like the wrong thing« i ‘New Love’. Og ‘Passionate’ bliver næsten mareridtsagtig, når gruppen nonchalant og jokende synger om ikke at kunne holde fingrene for sig selv og undskylder det med »oh, I’m so passionate«.
Den upassende tone er svær at ryste af sig, når der på ‘Just Like You Like It’ synges »girl, let me trace my fingers all over you«, og når der med Michael Bolton-agtig røst synges om at »make out« på ‘Chateau’, knækker filmen altså. Hvem er det helt præcist, Backstreet Boys tror de synger til? Teenagepiger? Tekstuniverset er direkte pinligt og upassende på alt for mange af sangene på ‘DNA’.
Hele molevitten afsluttes med den næsten børneagtige ‘OK’, der med klappe-percussion og flerstemmigt omkvæd bliver en tragikomisk, blåøjet afslutning på et mildest talt tåkrummende album.
Kort sagt:
Backstreet Boys nægter at se i øjnene, at de er blevet voksne; ‘DNA’ er en tragikomisk, mildest talt tåkrummende oplevelse.
Læs også: Backstreet Boys giver koncert i Danmark