Beta Satan

Det kan godt være, at de er de nye drenge i klassen og derfor pænt burde sætte sig nede bagerst et sted og være stille. Men den regel har Beta Satan åbenbart ikke hørt om. For med et debutalbum, der er mindst lige så genialt, som det er fabulerende og flabet, installerer Beta Satan sig med den største selvfølgelighed blandt de absolutte alfa-hanner på den danske musikscene. Og jeg skal gerne være den første til i småforelsket beundring at ridse et diskret ‘Kristian elsker Beta Satan’ i skrivebordet.

Med nogle til tider modbydeligt tunge guitarflader, en allestedsnærværende aversion mod musikalske konventioner og et musikalsk lixtal, der ligger et stykke over gennemsnittet, burde Beta Satan automatisk være forvist til nichestatus. Derfor er det en cadeau til kvintettens ualmindeligt gode melodiøre og overlegne musikalitet, at sangene på ‘Girls’ på trods af det nærmest antikommercielle og elitære udgangspunkt alligevel har en fuldstændigt uimodståelig pop-appel.

Det er paradoksalt som bare pokker, men det fungerer efter sin egen uigennemskuelige logik i en sådan grad, at man ikke kan andet end at overgive sig til Beta Satans unikke og elegant perverterede univers.