James Blunt

Det første man lægger mærke til ved den debuterende singer/songwriter James Blunt, er hans sjældne stemme. Umiddelbart en af de renere, tænker man, én af dem, som kan præstere så klare og lyse toner, at den med lethed kunne skære ens hjerte i tynde skiver. Især kombineret med et så romantisk og følelsesladet udtryk, som findes på ‘Back To Bedlam’; det er meget tæt på at være alt for svulstigt på den alt for pæne måde.

Heldigvis er vokalen ikke lige kær altid. Blunts stemmebånd er nemlig bredt nok til også at begå sig mere rustent ind i mellem. Mere skrantende, hvilket faktisk mere end noget andet markerer personligheden på denne udgivelse. For overordnet set er der tale om et forholdsvist ordinært album, som med de ti kærlige mavekneb, den rummer, ikke adskiller sig voldsomt fra mange andre bløde mænds musikalske udfoldelser.

Og det er synd, for lytter man ordentligt efter, besidder Blunt både attitude, indsigt og såkaldt nerve. Vigtige ingredienser, som på trist vis er blevet sløret af en højtragende produktion, samt decideret tandløse idéer, der fremstår så lyserøde, at det tangerer til kedelig følelsesporno. Blunts baggrund taget i betragtning, kunne man ellers fristes til at tro, at de udtryksmæssige nosser ville være langt mere synlige; en del af materialet er nemlig blevet til under britens udstationering som officer i Kosovo.

At geværet er blevet skiftet ud med en guitar fortjener unægteligt et skulderklap, men James Blunt ville være langt mere interessant, hvis han havde hugget et par kasser skarp ammunition med hjem.