Pearl Jam

Man kan ikke have andet en respekt for den stridbare trods, der holder Pearl Jam fast sammenkittet på 19. år. Og selvom guitarerne bræger knap så tungt og traurigt – og forsanger Eddie Vedders krølhår er knap så langt – som i storhedstiden i 90’erne, besidder amerikanerne fortsat en kunstnerisk ild, der med deres selvbetitlede 2006-album fik nye generationer i tale.

Hvis man i starten af forrige årti faldt for gruppens storladne grunge-hymner, må man indstille sig på, at de fem bandmedlemmer, der alle har rundet 40, for længst har fundet et knap så hårdt rockende toneleje, der bedst kan karakteriseres som ærkeamerikansk guitarrock. At den blanding stadig kan leveres med tænding, behøver man dog blot lytte til ‘Gonna See My Friend’, åbningsnummeret på Pearl Jams niende studiealbum ‘Backspacer’, for at få bekræftet. Her sparker gruppen døren ind guitarpedalerne i bund og en aggressivt spyttende Vedder helt fremme i lydbilledet. Og på samme måde giver ‘Johnny Guitar’ og ‘Supersonic’ en lyst til at gribe ud efter luftguitaren.

Alligevel er effekten langt større, når gruppen på ‘Just Breathe’ for en stund lader elguitarerne samle støv for i stedet at tilføje akustiske klimprerier og delikate soundtrack-strygere til den simple melodi og en tekst om at søge tryghed i livets simple glæder. Og det, der i mindre kyndige hænder kunne være endt som en frygtelig banal tørvetriller, forløses her ærlig og afdæmpet – og så meget mere medrivende.

Desværre lyder veteranrockerne på andre numre om ikke metaltrætte så i hvert fald ikke voldsomt inspirerede – og sågar rendyrket irriterende på den Dave Matthews-agtige ‘The Fixer’. Så hellere de yngre arvtager i The Hold Steady eller for den sags skyld Bruce Springsteen, hvis seneste album altså holder et højere niveau end nærværende udgivelse.