Deportees

Endnu et svensk band der bare kan deres indie-shit? Egentlig ikke, for selvom Deportees måske ved første gennemlytning lyder som dit gennemsnitlige svenske indieband – fingeren på pulsen, lidt jinglejangle, lidt Arcade Fire og så derudaf – så er bandet andet end svensk indie från Umeå. For både poppede, folkede og soulede skæringer pryder kvartettens tredje album ‘Under the Pavement – the Beach’. Mestrene Lambchop er med deres underspillethed et af de bands, der behersker denne kombination allerbedst, men underspillede kan man ikke sige, at Deportees er. Det er faktisk svært at sige, hvad gruppen er, og hvad de ikke er.

Albummet fanger an med et par ubekymrede svenske indiepop-perler for så på tredje skæring ‘Will You Talk (If I Listen)’ at begive sig ud i en gang discorytmer for herefter at skifte til en soulet discokinddans på ‘When They Come’. Denne bevægelse giver et glimrende indtryk af pladens bedste træk og forsanger Peder Stenbergs alsidige og kompetente vokal, som spænder fra øm indie-spleen til blød og fræk Beegees-falset.

Solid sangskrivning er de svenske drenges force, for man må give Deportees, at de skriver nogle fine og holdbare sange. Men som sagt stritter alle de fine sange i mange forskellige retninger. Den musikalske vision forbliver uklar. Det er set før, at et album bevæger sig i mange retninger og stadig fremstår sammenhængende. Men i dette tilfælde virker det opløst og fragmenteret på den ufede måde. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er svenskerne vil med deres udgivelse.