1. Rex Orange County ‘New House’
I anledning af Valentinsdag har den engelske sanger Rex Orange County udgivet denne søde kærlighedssang. Mens den 20-årige englænder typisk gør sig i blid r’n’b, har han kastet sig over en mere klassisk omgang poprock. Det starter som en romantisk klaverballade a la Paul McCartney eller Elton John, og med tiden bliver arrangementet større. Her får vi nogle små elementer af både folk og hiphop, der giver sangen den genrekrydsende kvalitet, der altid har kendetegnet Rex Orange County.
2. Das Body ‘Taller Than the Average Man’
Das Body! Det navn lyder som et hårdtpumpet tysk EBM-projekt fra 90’erne. Men det er altså navnet på en ung norsk synthpopgruppe, hvor man i front finder Ellie Linden. Lindens stemme oser af personlighed med sine små, kække knæk, og sangen veksler flot mellem pumpende stortromme, smooth discoelementer og vidunderlige små fraseringer fra backingvokalisterne. Centralt i sangen står et catchy, bragende omkvæd, der øjeblikkeligt sætter sig i hjernen.
3. Weyes Blood ‘Everyday’
Den amerikanske singer/songwriter Weyes Blood beskriver selv ‘Everyday’ som »The Kinks møder 2. verdenskrig« – og det lyder da også lidt som The Kinks’ klassiske ‘Waterloo Sunset’, blot langt mere nedtrykt. Hun beskriver den også som »Bob Seger møder Enya«, og man kan da også både ane Segers rustikke hverdagsunivers og Enyas spirituelle dimensioner. Sangen stammer fra hendes kommende album ‘Titanic Rising’, der udkommer 5. april via Sub Pop. Med sangen følger også en skøn, makaber video, der hylder lumre grindhousefilm.
4. Migos ‘Position to Win’
Migos fungerer over andre beats end bare Atlanta-trap. Det har de vist ved blandt andet stilfuldt at ride funkgroovet fra Calvin Harris’ ‘Slide’, og fra da de gav nyt liv til Pharrells ellers fortærskede produktionsstil på ‘Stir Fry’. Med ‘Position to Win’ kaster de sig over et mere mekanisk, industrielt beat, nærmest en lidt mere kommerciel og spiselig variant af den lyd, outsiders som Jpegmafia og Death Grips i årevis har arbejdet med i undergrunden.
5. Carmon ‘Bando’
Siden Carmon fejrede sin løsladelse med ‘Jailhouse’ har vi fået en solid stribe singler fra den melodiske Nivå-rapper. ‘Bando’ er muligvis den stærkeste hidtil. Omkvædet er catchy, beatet er underspillet og køligt – og egentlig lidt grimet, når det kommer til stykket – og de mange ad-libs er så underholdende, at de på egen hånd nærmest er grund nok til at lytte til nummeret.
6. Kenton Slash Demon ‘Tik-Tik’
Langsomt bygger et koldt elektronisk groove sig op, og med tiden er det klart til at tryllebinde; Kenton Slash Demons nye single ‘Tik-Tik’ stammer fra deres kommende ep ‘Oli’, der udkommer 22. februar og udforsker forholdet mellem naturen og moderne teknologier. På nummeret hører vi da også nogle spændende lyde, hvor det ikke helt er til at finde ud af, om de er panfløjter tilsat masser af effekter eller blot en syret synthtone – altså udforsker de området mellem det naturlige og det teknologiske.
7. Søn ‘Dan Bilzerian’
Søns spritnye debutalbum er fyldt med stærke sange, men hvis man skulle fremhæve ét særligt godt nummer, skulle det nok være ‘Dan Bilzerian’, der afbilder en fortæller, hvis selvværd er tynget af celebrityverdenens umulige skønhedsidealer. Men det er også en virkelig smuk kærlighedssang, der handler om at møde nogen, der finder en smuk til trods for, at man ikke ligner en model eller realitystjerne. Og så sætter omkvædet sig da også øjeblikkeligt i hjernen.
8. Elias Boussnina feat. Lil Halima ’13th Floor’
Jovist, der er lidt Frank Ocean over denne skæring fra Elias Boussninas debut-ep, men der er endnu mere Boussnina over den. For det er et personligt nummer, hvor man kommer helt tæt på den skrøbelige skikkelse, han er. Han serverer dertil nogle flotte gospelharmonier med et kor, og nummeret får en rigtig rar, optimistisk aura, selv om det stadig er rodfæstet i en dunkel virkelighed.
Læs også: Her er ugens fem vigtigste album – bl.a. Søn og Communions