Ian Brown

Han står der på coveret i ‘I don’t take any bullshit’-positur og ligner en ærkebritisk hooligan med playmobilfrisure og den for britpoppen så obligatoriske Adidas-jumper. Der er dog langtfra tale om fodboldslagsange eller røverhistorier fra stamværtshuset på den tidligere Stone Roses-sanger Ian Browns nye og sjette soloudspil ‘My Way’. Den aldrende indie-legende leverer nemlig en yderst veloplagt samling sange. Han har atter allieret sig med sin gamle co-sangskriver Dave McCracken og produceren John Leckie, som sad bag knapperne på Stone Roses legendariske debutalbum.

Den velvalgte single ‘Stellify’ åbner ballet på charmerende vis, og lytteren bydes indenfor i Browns univers. Tekstmæssigt befinder Brown sig i det reflekterende hjørne, og albummets titel er velvalgt, da sangene på flere måder står som små billeder på Browns syn på verden og samfundet, som det måske vil se ud i den nærmeste fremtid. Fremtiden spiller en noglerolle på den fine ‘In the Year 2525’, hvor der atypisk for Brown pludselig dukker en herlig mariachi-trompet frem i lydbilledet, mens der går disko i den på den sprudlende ‘Marathon Man’ og den Pet Shop Boys-agtige ‘Own Brain’. Den vestlige verdens forfængelighed bliver spiddet i ‘Vanity Kills’, mens ballet afsluttes roligt med vuggevisen ‘So High’.

Selvom Ian Brown måske ikke længere står forrest, når den musikalske dagsorden skal revolutioneres, leverer han solokarrierens bedste udspil og et flot lille comeback af en plade.