’On the Basis of Sex’: Først kom dokumentaren – nu er spillefilmen her om ikonet Ruth Bader Ginsberg
Kæk optimisme, inspirerende dundertaler og opbyggelig feminisme på tværs af generationer ændrer ikke på, at Mimi Leders biopic om den amerikanske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg blegner i forhold til den Oscar-nominerede dokumentar om hende, ‘RBG’, som havde premiere i sidste måned.
Felicity Jones kan være nok så dedikeret og charmerende som en ung Ginsburg, men når man lige er blevet blæst bagover af virkelighedens underfundige og skarpe dommer, er det svært for alvor at lade sig imponere.
For ikke-indviede i Ruth Bader Ginsburgs liv og virke fortæller ‘On the Basis of Sex’ dog en spændende historie om første del af hendes karriere og hendes første sag om kønsdiskriminering, der lagde grunden for hendes nutidige status som »notorious«.
Vi møder Ruth på hendes første dag på Harvard Law School. Universitetets kampsang ‘Ten Thousand Men of Harvard’ lyder, mens, måske ikke ti tusind, men i hvert fald en betragtelig flok mænd i mørke jakkesæt strømmer ind ad døren. Så ser vi Ginsburg stikke ud i sin blå kjole og et spændt ansigtsudtryk. Et par mænd kigger forundret på hende, ikke mindst da hun stædigt rækker hånden i vejret under en forelæsning, indtil professoren ikke kan ignorere hende længere. Og så er vi vist alle med på, at filmen handler om, hvordan Ginsburg overkom kønsdiskriminering.
Hjemme passer hendes lidt for endimensionelt søde mand Marty (Armie Hammer) deres lille datter, mens Ruth skal til middag hos skolens dekan og filmens overskurk Erwin Griswold (Sam Waterston). Han spørger alle årgangens ni kvinder – ud af 500 studerende – hvorfor de har taget en studieplads fra en mand.
Som færdiguddannet møder Ginsburg samme modstand. På trods af topkarakterer kan hun ikke få et job (»Vores koner bliver jaloux«, lyder én afvisning) og må tage et undervisningsjob på Rutgers University, hvor hun blandt andet underviser i kønsdiskrimineringssager. Men så en dag i 1972 får Marty, der er blevet succesfuld skatteadvokat, en sag om en mand, der bliver diskrimineret på grund af sit køn: Som ugift mand kan han ikke trække en udgift fra til at hyre en sygeplejerske til gamle mor. De tager sammen sagen til appelretten.
Selvfølgelig bliver man som tilskuer oprevet over den diskrimination, Ginsburg udsættes for, og glæder sig over hendes opgør og over hendes herligt støttende mand. Men filmen er for pæn, entydigt idoliserende og for meget én til én til, at den bliver rigtigt interessant. Ligesom Hollywood-violinerne spiller lovlig højt. Felicity Jones fanger Ginsburgs ihærdighed og alvor, men ikke hendes tørre humor, og hun har en ukarakteristisk naiv og gæv go-getter-attitude. Man kan næsten høre ping-lyden, hver gang hun får en idé.
Ruth og Martys rebelske teenagedatter Jane (en skarp Cailee Spaeny) er et velkomment indslag. Hun pjækker fra skole for at gå til demo med Gloria Steinhem, vrænger ad sin mors ’studiegruppe’ – hendes kursus i kvinder og lovgivning på Rutgers University – og inspirerer hende til at gå mere aktivistisk til værks.
Det er rørende at se dem finde fælles feministisk fodslag, men vendepunktet er også et eksempel på filmens frustrerende didaktiske tone. De to kvinder forsøger at praje en taxa, da et par håndværkere catcaller dem. Ruth forholder sig passivt, men Jane råber tilbage og får så fat i en taxa. Ruth kigger måbende på hende og erkender højt, at Jane er en ung og frigjort kvinde, og at den ældre borgerrettighedsadvokat Dorothy Kenyon (Kathy Bates) tager fejl, når hun siger, at samfundet ikke er modent til deres kønsdiskrimineringssag. For samfundet har allerede forandret sig!
Altså hvem står og siger sådan til sin teenagedatter midt på gaden i regnvejr?
Kort sagt:
Mimi Leders biopic om højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburgs unge år er medrivende, men for glat og Hollywood-agtig til at måle sig med sin seje hovedperson og med den mere nuancerede nylige dokumentar om hende.
Læs også: Anmeldelse af ‘RBG’, dokumentaren om Ruth Bader Ginsburg