Louis Vuitton trækker Michael Jackson-inspireret herretøj fra deres kommende sommerkollektion i kølvandet på anklager om popstjernens påståede børnemisbrug fremsat i dokumentarfilmen ‘Leaving Neverland’.
Kollektionen blev fremvist under modeugen i Paris i januar og skulle have været på gaden til juni. Nu bliver det dog uden Michael Jackson-referencer. Louis Vuitton udtaler, at de under modeugen ikke var klar over Wade Robson og James Safechucks anklager mod Michael Jackson, som er omdrejningspunktet i ‘Leaving Neverland’.
»Jeg er klar over, at showet har forårsaget nogle følelsesladede reaktioner i kølvandet på dokumentaren. Jeg fordømmer på det kraftigste enhver form for børnemisbrug, vold eller frarøvelse af menneskrettigheder«, udtaler designeren bag kollektionen, Virgil Abloh, i en pressemeddelelse.
Louis Vuittons CEO Michael Burke stemmer i og kalder anklagerne i dokumentarfilmen »dybt foruroligende« og tilføjer, at modehuset ihærdigt forsøger at fremme børns vilkår.
Virgil Abloh udtalte tidligere på året, i et interview med New York Times, at Michael Jackson er »den vigtigste person til at forny herretøj nogensinde«. Dengang kendte Abloh ikke til ‘Leaving Neverland’-anklagerne og udtalte i et interview med the New Yorker, at han »hellere vil fokusere på den Michael, jeg troede var universelt accepteret, den gode side, hans humanitære side«.
Louis Vuitton er ikke de første til at boykotte Michael Jackson i kølvandet på ‘Leaving Neverland’. Radiostationer spredt over hele kloden har valgt ikke at spille popstjernens musik, mens ‘The Simpsons’-skaberne har valgt at fjerne et afsnit med Michael Jackson fra cirkulation.
Læs også: ‘Leaving Neverland’-instruktør i Danmark svarer på kritik: »Det er alt sammen løgne«