Sufjan Stevens

Forestil dig, at du hedder Sufjan Stevens. Du har haft pænt med succes de seneste år. Nu vil du prøve noget nyt. Hvad gør du? Du spiller musik efter den nøjagtigt samme skabelon, som du altid har spillet efter. Men du lader bare være med at synge henover skabelonen. Det er verdens bedste plan. Hvis altså ikke din vokal netop er det, der gør din musik interessant.

Sådan er Sufjan Stevens hyldest til The Brooklyn-Queens Expressway – uden vokal. Men derudover er der ikke meget, der har ændret sig. Med en enkelt elektronisk undtagelse, er det stadig den samme, storladne tværfløjte-pop han gør sig i. Der er klare referencer til mesterværket ‘Illinoise’. Stadig med masser af klaver og hyggelige små lysninger i skoven hvor man kan brede tæppet ud og nyde de musikalske fødevarer. Men der mangler noget. Der mangler virkelig noget. Sufjan Stevens uden vokal er som at tage alene på picnic. Det er bare ikke særlig interessant.

Det musikalske lyspunkt er ‘Movement II: Sleeping Invader’, er et tveægget sværd hvor de samme simple toner bliver spillet igen og igen, mens en anarkistisk trompet bryder den fine og monotone musik og skratter til angreb i baggrunden.

Med blæsere, strygere, klaver og fløjte som de gennemgående instrumenter gør musikken sig sikkert glimrende til en film, men uden levende billeder ved sin side, er ‘The BQE’ bare en halvsløj fornøjelse. Men så er det heldigt, at der rent faktisk følger både film og booklet med til ‘The BQE’, der forud for udgivelsen er blevet opført som et liveshow.

Ser man på hele pakken giver det et ekstra point eller to, for med den foran sig er det muligt at abstrahere fra den manglende vokal og i stedet nyde de klassiske Sufjan Stevens-melodier krydret med billeder fra det store æbles befærdede motorvej.