Bobby Shams beviser, at han er mere end politisk rapper på ep om forlist kærlighed
Bobby Shams er trådt frem på den danske hiphopscene med et nyt lyrisk fokus, der på en unik måde forbinder reflekterede politiske tekster med den velkendte gaderap-lyd. Mørke numre som ‘Dum og ‘Mand død’ har indhyllet gaderappen i et dybere lyrisk lag, mens de mere historiefortællende ‘Bispebjerg’ og ‘Blå’ har skarpe politiske undertoner.
Med de to sidstnævnte numre har Shams meldt sig ind i den nyere bevægelse, der, sammen med rappere som Artigeardit, er med til at løfte den lyriske hiphoparv fra Ukendt Kunstner (når nu Hans Philip mestendels er gået r’n’b-vejen på soloalbummet ’Forevigt’).
Shams har tidligere udgivet musik som (Babak) Vakili, hvor han affyrede skarpe politiske tekster over en mere klassisk hiphoplyd. Men på den nye ep ‘Fan’ afriver Shams det politiske mærkat og melder sig ind i følelseskampen med fire helt nye numre om forlist kærlighed, der på hver sin måde stadig skærer ind til de dybere refleksionslag.
For det mest imponerende på den nye ep er, at Shams på kun fire numre formår at vise både kærligheden og sin egen musikalitet fra vidt forskellige sider – det lykkes på grund af den konstante afvejning mellem poesiens tæthed og musikkens fylde, der langsomt forskyder sig numrene igennem.
Ep’ens første to sange bevæger sig i mere poppede baner, hvor melodi og beat fylder mere end tekst. ‘Alarm’ drives frem af mørke, Benal-lydende, elektroniske skud, mens gaderappens indtrængende melodibrug bevæger ordene op og ned. Udtrykket er hverken så råt eller hårdtslående som tidligere fortællinger fra asfalten, men når kærligheden cementeres i gadesproget, giver det et nyt tvist, og omkvædets advarsel om et farligt kærlighedskup brænder sig fast i hukommelsen.
Melodierne får endnu mere plads på ‘Idiot’, der med de ubesværede skift mellem vers, bro og omkvæd er ep’ens bedste bud på et radiohit. De hovedsageligt syngende tekstlinjer og den afdæmpede poppede produktion giver plads til hver en sætning, og det har særlig stor effekt, når den fortvivlede populær-poesi indtræder med linjer, som især i denne (vente)tid rammer helt rigtigt: »Hva’ ska’ jeg gøre når du drager, drager, drager som Khaleesis’ blod / din ild, den stiger mig til hovedet«.
På ep’ens anden halvdel fragmenteres musikkens faste rammer, og der åbnes op for plads til ord. Det eksemplificeres tydeligst i den afsluttende ‘Fan’, hvor beatet flyder frit, kun forankret omkring omkvædsfrasen. Her får Shams’ lyriske evner lov til at skinne helt igennem, og rimrytmerne nedbrydes, mens rapperen leverer nogle af de linjer, som han, ifølge hans indslag i Soundvenues videoserie Mine Vigtigste Rim, er mest stolt af (med god grund):
»Så tilgiv mig, mens jeg græder til det flyder tørke / kigger mod himlen til det bløder mørke / og jeg bløder tårer, bløder savn / og flyene lander lavt over København / mens motorerne synger dit navn«.
Bobby Shams er en dygtig historiefortæller, og det viser han endnu en gang med ‘Gelænder’ – en nostalgisk kærlighedshistorie om savn og begær, der rammer i hjertet og males smukt op med indledende tilbageblik på de første minder: »Vi udvekslede titler / tre hvæs væk fra en bas i november«. Men mellem fortællingens linjer opstår der også et problem. For når det melodiske spares væk, falder de mindre poesiplagede linjer til jorden, hvilket blandt andet er tilfældet i nummerets omkvæd.
Balancen mellem lyrik og melodi kræver altså stadig justering visse steder for at ramme helt plet, men med ‘Fan’ viser Bobby Shams, at man ikke behøver at være politisk for at være lyrisk, og hans flersidede kærlighedsfokus er et vigtigt bidrag til udviklingen på den danske rapscene.
Kort sagt:
Med ‘Fan’ træder Bobby Shams væk fra den politiske rap og ind i et mere poppet univers, hvor den skiftende balance mellem musikkens fylde og poesiens tæthed angriber følelserne og kærligheden fra forskellige velbelyste sider.
Læs også: Hiphoppens fem stærkeste politiske sange – ifølge Bobby Shams