Sharon Van Ettens rockstjerne-udfoldelser trumfede folk-fortiden i DR Koncerthuset
Da jeg første gang lærte Sharon Van Etten at kende for efterhånden en del år siden, var hun en folk-singer/songwriter, der momentvis inkorporerede nogle rockelementer. Da hun søndag aften trådte ind i DR Koncerthusets Studie 2, var det dog som rockstjerne – lige fra intronummeret ‘Jupiter 4’, der, selv om det oprindeligt var mere synthbaseret, havde fået en alvorlig rock-makeover.
Van Etten var ikke en rockstjerne i klassisk pompøs forstand a la David Lee Roth eller Freddie Mercury. Hun kanaliserede rettere 90’ernes dunkle grunge-ikoner, som hun stod der klædt i sort og sang de melankolske, katartiske sange fra ‘Remind Me Tomorrow’, hvor den organiske instrumentation nu havde fået en mere markant plads i lydbilledet. Tankerne blev ledt hen mod blandt andre Chris Cornell, PJ Harvey og Anna Calvi i langt højere grad, end de blev ført mod nogen i folkgenren.
Sangene fra ‘Remind Me Tomorrow’ stod generelt rigtig stærkt. Selv om det er Van Ettens hidtil mest elektroniske udgivelse, var det til koncerten den, hvis sange var mest rockede. Lyden var pragtfuld, og hvert instrument skinnede smukt igennem, som sangene bragede fremad. Jeg kunne dog godt have ønsket en kende mere visuel vildskab fra hende såvel som backingbandet – det generelle sceneudtryk virkede ret kontrolleret. Men når intense sange som ‘Hands’, ‘Seventeen’ og ‘Comeback Kid’ toppede, lød det så godt, at man godt kunne tilgive hende.
Sangene fra Van Ettens tidligere udgivelser var en noget anden oplevelse. De var på ingen måde dårligt fremført, men de var mere tro mod studieudgaverne, og overgangen fra slagkraftig rocksanger til følsom folkskjald var således et meget radikalt stilskift. Setlisten var skruet sådan sammen, at disse stilskifter optrådte flere gange i løbet af aftenen, og dermed føltes koncerten knap så helstøbt.
Setlisten havde dog også nogle rigtig fine øjeblikke i sin opbygning. Efter klimakset på den storladne ‘Hands’ skruede Van Etten helt ned og gav alene på klaveret en rørende fortolkning af ‘Black Boys on Mopeds’ af Shuhada’ Davitt (tidl. Sinéad O’Connor). Det var en rigtig vellykket antitese til et af koncertens mest højtragende øjeblikke.
Koncerten blev afsluttet af to gamle numre. Først ‘Serpents’ fra ‘Tramp’, der længe havde været et af hendes mere rockede numre og derfor fungerede rigtig godt i koncertens kontekst. Dernæst den vemodige ballade ‘Love More’ fra ‘Epic’, der, så køn som den nu er, føltes som lidt af et antiklimaks. Så havde den kradsede ‘Serpents’ nok været en mere definitiv afslutning på en aften, der trods alt stod mere i rockens end i folkmusikkens tegn.
Kort sagt:
Sharon Van Ettens optræden i DR Koncerthuset bød mere på grunget rock end på den intime singer/songwriter-stil, hun oprindeligt blev kendt for. Rockstilen klædte hende dog rigtig godt, men hendes vekslen mellem rock og folk gjorde, at koncerten ikke føltes nær så helstøbt, som den kunne have været.