’Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 2: Endnu en flad etape, der udskyder konfrontationerne

(Spoiler alert: Læs først, når du har set afsnittet)

I Tour de France skelner man gerne mellem flade etaper og bjergetaper. På de flade etaper sker der ikke alverden, rytterne drikker og spiser lidt og snakker lidt på de franske landeveje, inden etapen afgøres i en kort energiudladning før målstregen. Bjergetaperne er omvendt proppet med action, det går op og ned, sveden pibler, og løbets stjerner skærer grimasser i fronten af feltet.

Sådan er det efterhånden også i ’Game of Thrones’. Der er mellemepisoder, der bygger op til de store slag, og så kommer krigene i enkelte kondenserede afsnit, skræddersyet til at skabe barnlig begejstring i stuer og ved water coolere.

Sagt med andre ord: Budgettet fordeles ikke jævnt ud over afsnittene, boksen sprænges i få, store udstyrsstykker.

Det er en uheldig udvikling. De bedste afsnit af ’Game of Thrones’ er nemlig dem, der udfolder sig i et evigt usikkert terræn mellem action og mellemspil – de afsnit, hvor man ikke kan være sikker på, hvornår plottet vender på hovedet og låget blæser af krudttønden.

Opbygningen i de seneste sæsoner har været anderledes firkantet og forudsigelig, og det skader både slagene og transporten derhen.

Det var tydeligt i det første afsnit af ottende og sidste sæson, ’Winterfell’, og det er tydeligt i det seneste afsnit, ’A Knight of the Seven Kingdoms’, der er et sammensurium af følelsesladede lejrbålssnakke med den visse død i forruden.

The White Walkers vil nå frem til Winterfell før solopgang, og derfor skal de krigere og rådgivere, kingslayere og dronninger, vi har fulgt i snart otte sæsoner, beslutte, hvad de vil gøre og sige, i timerne før døden står ved deres dørtrin.

Arya og Gendry udveksler kropsvæsker i en ret akavet sexscene. Missandei og Grey Worm udveksler klicheer, mens de maler en farvemættet fremtid efter vinteren. Og en håndfuld fanfavoritter udveksler røverhistorier med rigeligt vin i glassene.

Det er blandt det sidste slæng, anført af Lannister-brødrene Tyrion og Jaime – begge på afveje i norden – at sniksnakken resonerer mest. Det er vandbærernes vinvædede opvarmning til den sidste stund, karakterer, der har overlevet de magtliderliges spil og i øvrigt har et relativt jordnært gemyt til fælles.

Tyrion, Jaime, Brienne, Podrick, Ser Davos … Ja, måske lige undtagen Tormund, der praler med at være blevet ammet af en kæmpe som lille for at komme i bukserne på Brienne.

Netop Brienne er den kriger, som afsnittets titel omtaler. Og ugens med afstand stærkeste scene indtræffer, da Jaime slår hende til ridder, mens hendes rustning slår sprækker, og vandstanden stiger i øjnene.

Hun har banket mænd på stribe, sågar en af de strideste af dem alle, The Hound, men hun er aldrig blevet slået til ridder, alene på grund af sit køn. Det er hun så nu, takket være den mand, der som den eneste har set og rørt hendes sårbare punkter bag rustningen.

Andetsteds opsummerer ’Game of Thrones’ kvindernes kraftfulde oprør, når Daenerys forsøger at klinke skårene med Sansa. De har begge været undertrykt som handelsvarer i mændenes system, men de har rejst sig fra trældommen og har grebet magten selv. Hvis det ikke var nok til at gøre dem pot og pande, så understreger Daenerys, at de begge elsker Jon Snow, om end på hver deres måde.

Man får dog fornemmelsen af, at kærligheden ikke trumfer alt for the Mother of Dragons. Sagen er snarere, at det er hendes magtbegær, der trumfer alt.

Først fjerner hun sin hånd fra Sansas, da den stolte Stark minder hende om, at Norden svor aldrig at bøje sig for nogen hersker igen, og senere ser hun forfærdet ud, da Jon afslører, at han faktisk hedder Aegon Targaryen og er søn af Lyanna Stark og Daenerys’ bror Rhaegar.

Det sidste er let at forstå, al den stund at hun jo så har knaldet sin nevø, men det er nu ikke derfor, hendes ansigt taber kulør: »Hvis det er sandt, så er du den sidste mandlige Targaryen-arving,« siger hun i stedet uden at ligne en, der har tænkt sig at knæle i den nærmeste fremtid.

Magten kommer først. Så kærligheden. Når man tænker på, at det forholder sig anderledes i Winterfell, hvor Ned Stark stadig spøger og minder alle om, at ære og loyalitet er Gud, må og skal det kulminere i hjerteskærende opgør på de indre linjer.

Men ’A Knight of the Seven Kingdoms’ er en flad etape, og den udskyder behørigt konfrontationen: Daenerys bliver afbrudt af en håndlanger, før hun kan svare på Sansas krav om selvstændighed. Jon bliver afbrudt, før han kan tage stilling til sit krav på tronen foran Daenerys. Belejligt nok.

Ej heller Jaime Lannisters indledende forsvar har den saft og kraft, man kunne ønske sig af et møde mellem tidligere dødsfjender. Bran klasker ham godt nok retorisk ved at citere de ord, han selv sagde, før han skubbede Stark-sønnen ud af tårnet – »the things we do for love« – men scenen bliver løst så let, at George R.R. Martin umuligt kan have haft noget at gøre med den.

Og så lider scenen af det, mange af møderne i Winterfell lider under – det, der er et af de største problemer i de nyere sæsoner af ’Game of Thrones’: Vi er begyndt at vide mere, end karaktererne gør. Når Brienne siger, at Jaime reddede hende fra at blive voldtaget, så ved vi det allerede. Når Tyrion forsvarer sin bror, så ved vi præcis, hvad han hentyder til. Når Bran åbner munden, kender vi også historien. I modsætning til de fleste andre i salen.

Vores viden betyder, at scenerne mere føles som noget, der skal overstås. Som mellemregninger. Og det gør det svært at føle, at man er på det underlag, man befinder sig på i de bedste ’Game of Thrones’-afsnit: på skælvende grund.

I stedet får vi den finale, der er lige så sikker som et sprintopgør på en flad Tour de France-etape: De hvide vandrere fra nord træder ind i billedet foran Winterfell i nok en cliffhanger.

Bør man så glæde sig til næste afsnit? Utvivlsomt. Det bliver vel voldsomt underholdende, duperende, neglebidende og sikkert også smertefuldt: Om noget ligger det i luften, at mange af de fanfavoritter, der giver følelserne frit spil i ’A Knight of the Seven Kingdoms’, netop har ytret nogle af deres sidste gloser i Westeros.

Omvendt må man efterhånden grave i hukommelsen for at sætte fingeren på, hvad der egentlig var forskellen mellem ’Game of Thrones’ og så alt det andet fantasy med gode og onde og lange optakter til store slag på borge.

Læs også: De tre største spørgsmål efter ‘Game of Thrones’ afsnit 2

Læs også: Se teaseren til det storslåede afsnit 3 af ‘Game of Thrones’