Jamie Lidell

Der går ikke mange sekunder fra ‘Jim’ begynder at rotere i cd-afspilleren til man smilende swinger til en af tidens store stemmer. Jamie Lidells åbner sin opfølger til det fabelagtige ‘Multiply’-album med masser af manér. Det er klassisk Motown-æra soul, som det lød i de gode gamle dage, men det er nøjagtig ligeså vedkommende som dengang.$0 $0 Sådan fortsætter englænderens hyldest til klassisk soul til præcis midtvejs. Men så går ‘Jim’ med ét fra at lyde som et charmerende levn fra fortiden til at lyde som et kvalificeret bud på fremtiden. Prince, Justin Timberlake og Lidells inspiration fra den elektroniske dansemusik ryger ned til Cooke, Gaye og Redding i blenderen. Ud vælter en svulstige, overfrisk blanding af soul, funk, futuristisk disco, moderne r’n’b.$0 $0 Lidell og hans, på papiret, noget skizofrene orkester, falder dog ned, inden det hele slutter med endnu en nøgen, dybfølt ballade. Han får hjælp af så prominente folk som homoikonerne Snax og Peaches, Gonzales, Mocky og den tidligere Múm-cellist, Hildur Gudnadöttir. Alligevel er det stemmen, der gør forskellen. Sine steder er ‘Jim’ lige svulstig nok. Sine steder halter sangskrivningen og sine steder bliver produktionerne for pæne. Men alt det overskygger stemmen. ‘Jim’ er en glimrende hyldest til en genre, mange for længst har erklæret død, men først og fremmest er ‘Jim’ beviset på, de tog fejl.