Jørgen Leth deler livserfaringer på Vi Sidder Bare Hers ‘De øjeblikke man har’
Et af de mest interessante samarbejder, der blander poesi og musik, er Vi Sidder Bare Her, hvor Mikael Simpson og Frithjof Toksvig maler musikalske lærreder, hvorpå Jørgen Leth strøer sine sprogblomster.
Få danske stemmer er så karakteristiske som den legendariske forfatter, instruktør og Tour de France-kommentator. Man skal vel næsten tilbage til Thomas Windings speak på DR’s børneprogrammer for at møde en dansk røst, som vækker så øjeblikkelig genkendelse. Hvilket også er det absolutte fokus i projektet og årsagen til, at musikken spiller andenviolin og således er mixet derefter i det samlede lydbillede.
Leth udstråler lige dele zen-agtig ro og en naturlig myndighed, som gør, at man per automatik tuner ind på frekvensen og føler med æstetikeren, når han væmmes ved buffet og insisterer på at bestille fra kortet. Ligesom man nikker anerkendende til storytellerens velformulerede holdninger – også selv om man tilhører en anden generation. Som når han i ‘Jeg hader det ord (sociale medier)’ pointerer, at man ikke er på nettet, men fanget i nettet. Det er sgu sundt at gå offline i ny og næ.
Omend de atmosfæriske lydlandskaber hovedsagligt agerer diskret dekoration til nestorens fortællinger, fornemmer man stadigvæk Simpsons karakteristiske blues-dub i ‘En deal’ med knitrende electronica, rumklangsindsvøbt guitar og mundharpe. Ligesom man kan forsvinde ind i dybe synthsug, pianoklange og slideguitar i ‘Jeg vågner’ og den ildevarslende maskinelle drone i ‘Jeg så det tændt’.
At åndsfriske Leth mærker de fysiske udfordringer ved at være 81 år gammel påtales med både irritation og en afvæbnende latter i ‘Det var ikke mig der sagde det’, hvor man ikke kan stille sig uenig i det såre simple udsagn: »At gå er jo et normalt menneskekrav«.
Stærkt står ligeledes ‘Hyldest til bogen’, hvor Leth med stor indlevelse beskriver den nærmest rituelle seance ved at fordybe sig i læsning. Enhver ligesindet læsehest vil øjeblikkeligt synke med ham ned i sidernes magi, hvor fantasien svinger sin nedrivningskugle over virkeligheden.
Anskuet gennem de kritiske brillers optik forfalder trioens femte album også til momenter af navlepilleri og overflødigt fyld, som for eksempel ‘Det tror jeg nok går’, hvor Simpson og Toksvig har optaget en tydeligvis uforberedt Jørgen Leth. Ligesom den aldrende verdensmand causerer for banalt og går i sproglig tomgang om at være til stede i ‘Nuet’.
Men Vi Sidder Bare Her er et lystbetonet sideprojekt, og hjertet er med, selv om bekvemmeligheden delvist lurer. Man sporer en gavmildhed i livserfaringerne på ‘De øjeblikke man har’.
Kort sagt:
Spoken word-trioen komplementerer hinanden i en fin balance mellem ord og musik. Selv om Jørgen Leths holdningsprægede livserfaringer er i fokus, supplerer Mikael Simpson og Frithjof Toksvigs stemningsmalende lydlandskaber forfatterens fortællinger på et udspil, der i momenter også nærmer sig det magelige.