’Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 4: Følelsen af ubehag vokser støt
(Du bevæger dig ud i spoilerfyldt farvand – svøm væk, hvis du ikke har set afsnittet endnu)
Hvis Daenerys’ blik kunne tale, havde det skreget: »Brænd det hele ned!«
Brænd Cersei, brænd hendes undersåtter, brænd Jon Snows proselytter og brænd hans nævenyttige Stark-søstre.
Hun har endnu ikke gennemgået forvandlingen til the mad queen, et ekko af sin vanvittige far, der netop ville brænde det hele ned, men hun flirter så meget med de tyranniske impulser, at Varys er begyndt at lufte tanken om mytteri i kulissen.
’The Last of the Starks’ udskød ikke konflikterne i rænkespillet, ligesom sæsonens to første afsnit gjorde det. Den stirrede lige ind i dem og bragte dem tættere på dramatiske løsninger.
Det var ikke et afsnit uden svagheder, slet ikke, men det føltes som et skridt i retningen af seriens oprindelige identitet. Magtspillets aktører blev tvunget ud i tunge valg, skellene mellem dem blev sløret, og tempoet skiftede fra drukspil til søslag, fra strategi til halshugning, uden at det fulgte en fortærsket drejebog.
Imens vendte den stemning, vi kender fra middelalderuniverset, så småt tilbage: Luften var igen svanger med skumle planer, følelsen af ubehag voksede støt, og katastrofen, fornemmede man, lurede om hjørnet.
Og det gør den stadig, særligt på grund af Daenerys’ blik. Hun var vitterligt på udebane i Winterfell, og folkets hyldest, som hun slubrede i sig under militærhandlingerne i Slaver’s Bay, overdyngede her Jon Snow, manden, der teknisk set har krav på den trone, som hun ser som selve formålet med sin eksistens.
Emilia Clarke formidlede forbilledligt desperationen, da Daenerys tryglede Jon om at skjule sin plads i Targaryen-stamtræet, for hun ved, at selv ikke drager kan kvæle folkets røst: Han kan knæle nok så meget, men han kan ikke diktere folkestemningen.
Det er en trussel fra hjertets inderste rum, en forhindring i form af den mand, hun elsker. Og truslen bliver ikke mindre af, at Jon selvfølgelig ikke kan holde sin kæft.
Flere gange end nogen anden i Westeros har han fået at vide, at han intet ved, og det holder tilsyneladende ikke op med at være sandt. Han tror, at han imod sin dronnings vilje kan afsløre sit egentlige ophav for sine søskende, men han har dårligt talt færdigt, før Sansa sender hemmeligheden videre til Tyrion.
Det var i øvrigt en smuk scene: Nordens kvindelige frontfigur stirrede ud mod dragerne, der tilhører den regent, hun ikke vil støtte op om, mest fordi hun aldrig vil regeres igen (hvem kan bebrejde hende?) Nu viser det sig, at også manden, hun troede, var hendes bror, har drageblod i årene, og pludselig ser hun de ildspyende væsner på en anden måde end før. Med tårer i øjnene.
Tårerne betyder dog ikke, at hun overgiver sig til dragerne og Daenerys, snarere tværtimod.
Som om dragedronningen ikke fik nok modstand i forvejen, delte Varys – hidtil bare en distanceret kommentator i sæsonen – også lige nogle strøtanker om mytteri. Han har mistet tilliden til, at Daenerys vil det, han lever for, nemlig at forsvare kongeriget, denne abstrakte størrelse, man dårligt kan definere, men som den skaldede rådgiver koger ned til den simple mand og kvinde ved spisebordet. Kæmper magthaverne for at få mad på det?
Han går til angreb på de tyranner, der er ligeglade – med alt andet end tronen. Og tyrannen ser han i Daenerys’ blik.
Hvis han vil rydde dragedronningen af vejen, er der ingen kompromisser eller mellemløsninger. Det er alt eller intet, for hun kan under ingen omstændigheder tage sig til takke med andet end tronen. Hun kan ikke engang dele magten med en anden. Det er det, hendes blik fortæller.
Varys får travlt med at gøre løse tanker til handling, for Daenerys barsler med et blodigt modsvar til Cerseis seneste diabolske træk: at placere civile mennesker som et slags skjold ved porten til The Red Keep.
Tyrion har stadig travlt med at tro på det bedste i folk – også i Daenerys – men en ting afviser han ikke i Varys’ talestrøm: Måske er den bedste konge ham, der ikke vil være det.
Og det er svært at finde tyrannen i Jon Snow.
Sådan blev luften stopmættet med løfter om opgør på de indre linjer i ’The Last of the Starks’, mens også andre bærende karakterer blev nuanceret: Jaime udlagde sig selv som hadefuld, idet han alligevel – alligevel – ikke evnede at drukne kærligheden til Cersei. Og tårerne i Briennes øjne, da hun så ham sætte kursen mod King’s Landing, åbnede døren til de følelser, vi kun har skimtet indtil nu.
Efter de hvide vandreres endeligt blev linjerne sløret i kampen om tronen, og resultatet var et kaotisk miskmask af interesser. På den gode måde, for ’Game of Thrones’ er bedst, når kaosset råder.
Serien er også bedst, når den er overrumplende, og det var ’The Last of the Starks’ ligeså: Ud af det blå fløj Qyburns forvoksede pile, dirigeret af Euron Greyjoy, og nedlagde nok en drage i et seriøst bagholdsangreb til søs.
En ting er dog at chokere, noget andet er at værne om troværdigheden, mens man gør det. Det lykkedes søslaget ikke helt med.
Euron Greyjoy er og bliver irriterende, som han bliver ved med at tromle ind fra højre og tilrane sig det, han peger på. At netop han skulle få bugt med en drage, dette forhistoriske, mytiske væsen, uden at få hverken blod eller sved i skægget, virker tåbeligt.
Men det er endnu mere tåbeligt, at henrettelsen foregik med megaarmbrøsten, som Qyburn tidligere introducerede i sit værksted til – går jeg ud fra – himlende øjne i sofaerne, og som borgerne i King’s Landing på mirakuløs vis har masseproduceret på nul komma fem.
Det hænger bare ikke sammen.
Også andre steder sprang forfatterne over, hvor gærdet var lavest, ligesom Bronn gjorde det, da han uhindret spankulerede ind i Winterfell for at true Lannister-brødrene i en hovsa-agtigt uforløst scene. Jamen, er der ingen, der holder vagt?
Vantroen meldte sig igen, da Tyrion nok engang traskede hen til Cersei for at trygle hende om at overgive sig og skåne den tilfangetagne Missandei. Den retoriske strategi? Nok en patosappel til Cerseis bløde, menneskelige sider. Meget kan man sige om Daenerys’ chefstrateg, men man kan ikke beskylde ham for at være klog af skade, når han analyserer sin morderiske søster.
Men scenen, der fik en bestialsk udgang, da The Mountain halshuggede Missandei, var alligevel stærk af flere grunde: Den mindede os om, at den naive humanisme bliver repliceret med vold i Westeros, noget, den ellers ikke er blevet længe. Og så fremmanede scenen nuancer, selv hvor der på overfladen ikke var nogen: Tyrions bøn til Cersei forplantede sig som fugt i øjenkrogene hos søsteren, en påmindelse om de børn, hun har mistet, og den sårbarhed, hun forsøger at skjule.
På den måde havde Tyrion i teorien ret: Ordene gjorde indtryk. Men den praktiske virkelighed er en anden, og sekunder senere lå Missandei i to stykker på jorden. Det er for sent at vinde krigen på ord, og nu venter endnu et slag, denne gang mellem mennesker af kød og blod – splittet mellem kyniske planer og hjerters vildveje.
Der er grund til at glæde sig, nu hvor ’Game of Thrones’ så småt begynder at ligne sig selv.
Læs også: Missandeis ord i det nye ‘Game of Thrones’-afsnit var både en opfordring og et callback