Det er ikke Zac Efrons skyld, hvis du synes, han er for lækker til at spille Ted Bundy

KOMMENTAR. På papiret var det en casting gjort af det pureste samfundssatireguld, da det tidligere teenikon Zac Efron iførte sig Ted Bundys 70’er-rullekravesweater.

Seriemorderen, der i 1970’erne slog op mindst 30 unge kvinder ihjel, var angiveligt en charmerende devil in disguise, og det virkede dristigt interessant at lade svigermor og millioner af nutidige ungmøers våde drøm gå i uhyrets fodspor for at minde os alle om, hvor nemt vi fortsat forblindes af stjernestatus, selvtillid og labert hår.

Jeg glædede mig som et lille barn til at se skuespilleren smadre sit polerede image med en forhammer og endelig træde fuldgyldigt ind i de modne filmrækker, men ikke alle havde det på samme måde. Og på Twitter fik Zac hug for at være et decideret usmageligt lækkert valg til rollen:

 

Bølgerne gik højt, men jeg holdt fanfanen endnu højere i forventningsfuld spænding op til Netflix-premieren i sidste uge. For Zac og jeg går way back …

Zac, mig og SIRENE

Da jeg for præcis 10 år siden skrev min allerførste filmanmeldelse som nyudklækket kulturjournalist for det nu hedengangne magasin SIRENE, var det således af komedien ’17 Again’, hvori Zac spiller den yngre version af Matthew Perry (alt godt, men dream on, Perry). Scenen mod slutningen, hvor Zac bryder sammen over for sin kone (Leslie Mann, som ikke ved, hvem han er), sendte i bedste tegneseriestil Amors pil lige lukt i hjertekulen til min egen uddelte overraskelse over, at der var mere til ’High School Musical’-flødebollen end prom night-confetti.

Jeg kvitterede med fire funklende stjerner og fik et citat på biografplakaten side om side med Vi Unges anmelder. Det var stort.

Siden, i 2014, sprang jeg ud som fast Zac-cheerleader på Soundvenues filmredaktion (hvor jeg blandt andet skrev denne hyldest) og har troligt fulgt manden i tykt (’The Paperboy’, ’Bad Neighbors’, ’Me and Orson Welles’), tyndere (’The Greatest Showman’, ’Mike and Dave Need Wedding Dates’) og tyndt (’Charlie St. Cloud’, ’New Year’s Eve’). Mens jeg ud af respekt for hans værdighed i al stilhed har lukket øjnene for bundskrabere a la ’Bad Grandpa’ og ’That Awkward Moment’.

Zac er en begavet komiker, men fra det øjeblik han stillede Disney-danseskoene, har kritikere spekuleret i, om skuespilleren mon gik rundt med anderledes kunstneriske ambitioner, der ville folde sig ud, i takt med at hans oprindelige kernepublikum selv blev ældre. Jævnaldrende Robert Pattinson avancerede som bekendt ivrigt og med anmelderrost succes fra ’Twilight’-rødderne til indiesfæren for blandt andre David Cronenberg og Safdie-brødrene (til enkelte hardcore Edward-fans store fortrydelse, no doubt), men Zacs dramatiske favntag op til Bundy-rollen har været relativt få, uagtet at evnerne alle dage har rakt til at svømme på dybere farvande, end ’Baywatch’-badebukserne antydede.

Det viste han i ’The Paperboy’ – en febersvedende, voldelig sydstatsthriller fra Lee Daniels (’Empire’) – hvor Zacs drengede blåøjethed gik lydefrit i hak med Matthew McConaughey, Nicole Kidman og John Cusack (om end filmen floppede ved billetlugerne). Og Zacs performance i den kuriøse ’Me and Orson Welles’ var både sensibel og charmerende.

Men det er som Ted Bundy, at skuespilleren for alvor har fået luft under vingerne – til trods for at filmen paradoksalt er en eklatant skuffelse (mere om det i min anmeldelse). Zac spiller Bundy med et foruroligende sort glimt i øjet, og man kan dårligt klandre ham for, at Joe Berlinger har en kyklops øje for den hårfine grænse mellem metafeticheren i den skarpe pointes navn og ublu glamouriseren af et monster for showbizfascinationens skyld.

For lækker til kunsten?

Skuespillermæssigt er Bundy en personlig milepæl for Zacs professionelle bedrifter, og selvom ’Extremely Wicked, Shocking Evil and Vile’ i skrivende stund  bliver hængt godt og grundigt til tørre på de sociale medier (og i vores streaming-podcast her), hersker der samtidig og lykkeligvis nogenlunde bred anmelderkonsensus om (også uden for undertegnedes lille fanklub), at den nu 31-årige skuespillers præstation er absolut glimrende. Hvorfor vi forhåbentlig kan sætte punktum for diskussionen om, hvorvidt der er ægte talent under sixpacken.

Hvis det da overhovedet er det, Hollywood og publikum lyster?

Sidste år spekulerede min filmredaktør på Cannes-festivalen over, om Penelope Cruz og Javier Bardem simpelthen var »for lækre til stor filmkunst« i Asghar Farhardis alt andet end hygsomme ’Everybody Knows’, til hvilken de bragte en ærgerlig postkortstemning. I forlængelse af dén tankegang er det ikke nogen synderlig overdrivelse at slå fast, at Zacs blotte – og navnlig blottede – tilstedeværelse udfordrer seerindlevelsen for visse forbrugeres, ahem, mere saftige, mindre filmfeinschmecker’ske sult (har jeg hørt). Det er skam ikke hans skam, at hans vaskebræt ville give Michelangelos David mindreværdskomplekser, men det er en bizar ‘krykke’, der fortsat spænder ben for udfoldelsen af en ’voksenkarriere’(indsæt forarget/slet skjult jaloux hånlatter). The struggle is real, når man er for smuk til det her sted.

Jeg ser frem til, at ‘Wicked’ forhåbentlig kaster flere dramatiske udfordringer Zacs vej (måske Pattinson skal give ham Cronenbergs nummer?) og krydser først og fremmest fingre for, at han også tror selv tror på det , når han har afsonet Twitter-domstolens tid for seksualiseringen af en af historiens værste seriemordere.

Op på hesten og på med trøjen igen, Zac – Soundvenues fanklub tror på dig.

Læs også: ’Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’: Zac Efrons seriemorderfilm er forelsket i sit monster

Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Jacob og Lise diskuterer Zac Efrons Ted Bundy-film, GOT’s Starbucks-gate og Bill Haders smågeniale lejemorder