Shy Child

Den har efterhånden været på anlægget en del gange, Shy Childs ‘Liquid Love’, men jeg ved stadig ikke, hvordan jeg har det med den. Jeg har været irriteret over den, fænget af den og ligeglad med den. Den virker let, men måske fungerer den bare på flere niveauer.

Men hvornår fungerer den så? Kort fortalt så ligger den ikke så langt fra al den let frankofile synth-indie, der er opstået de seneste år (her tænkes der blandt andre på Empire of the Sun). Den har nogle numre, ‘Disconnected’ og ‘The Beatles’, der bare rammer plet, samtidig med dens konsekvente og underspillede brug af flerstemmig vokal er dejlig kønsløs. Som i David Bowie-kønsløs.

På numre som ‘Take Us Apart’, ‘ESP’ og ‘Liquid Love’ er man også fint underholdt, og det er egentlig kun på de anonyme ‘Strange Emotion’ og ‘Dark Destiny’, at det bliver decideret ligegyldigt. På et album med kun ti numre, er det selvfølgelig også en del, og newyorker-duoen kunne med fordel have ventet et halvt til et helt år med at udgive albummet, da det så måske mere havde lignet et decideret værk.

På negativsiden skal det også nævnes, at der bliver sænket lige lovlig meget tør Casio-noise ned over lytteren, hvilket kan være ret så trættende. Men det har jeg heldigvis en løsning på: Jeg lytter bare til ‘Liquid Love’ med store mellemrum.