KOMMENTAR. I 2011 brugte Tyler, the Creator nedsættende betegnelser som ’faggot’, ‘gay’ og ’fag’ 213 gange på ét album. Udgivelsen var storsuccesen ’Goblin’, der inkluderede karrierens største hit i form af ’Yonkers’, og som for alvor stadfæstede Tyler og hans Odd Future-crew som popkulturelt fænomen. Men det var også startskuddet til en længerevarende konflikt mellem rapperen og en række lyttere, artister, organisationer og endda lande, der fordømte ham på grund af homofobiske tekster.
Organisationen GLAAD (Gay & Lesbian Alliance Against Defamation) kaldte Tyler, the Creators musik »noget af det mest voldsomt anti-gay og misogyne musik, der lige nu har mainstreamanerkendelse«, England og Australien bandlyste rapperen, og Sara Quin fra indie-duoen Tegan & Sara forfattede et blogpost, hvor hun blandt andet skrev: »I hvilken anden industri ville det blive forventet, at jeg tolererede, overså og prøvede at finde mening i den her drengs kvalmende retorik?«
Der var altså en del modstand mod Odd Future-lederen tilbage i starten af 10’erne. Men fordi der dengang ikke eksisterede en aktivistisk, woke Twitter-kultur på samme måde som i dag, fik han ikke noget nær den voldsomme modvilje, der har ramt nyere tids rappere, når de forbryder sig mod de alment accepterede moralske normer.
Tyler blev alment set som en punket ung kunstner, der rakte fuck til det hele – han var en elskelig rebel, og derfor så man gennem fingre med meget. Det hjalp nok også, at Odd Future formidlede deres tekster og attituder som grænsesøgende teenage-drengestreger. Når de for eksempel integrerede swastikaer i deres visuelle univers eller rappede om voldtægter, var det for at chokere forældregenerationen. At nogle folk blev krænkede i processen var ikke bare en bivirkning – det var nærmest selve pointen.
Det er ret sigende, at Tyler eksempelvis kunne affærdige Sara Quins kritik sådan her: »If Tegan And Sara Need Some Hard Dick, Hit Me Up!«. Og at han i et interview med NME afskrev sig ansvaret for ordene han brugte med denne ikke specielt gennemtænkte argumentation: »Jeg er ikke homofobisk. Jeg tænker bare, at ’faggot’ er noget, der rammer folk. Og ’gay’ betyder bare, at du er dum. Jeg ved ikke, vi tænker ikke over det, vi er bare kids«.
Fra møgunge til flower boy
Siden 2011 er der dog sket en del – både i den offentlige debat, hvor der bliver slået hårdere ned på homofobi og sexisme, men også for Tyler, der er gået fra at inkarnere de mest destruktive impulser i hiphoppens ungdomskultur til at blive et form for symbol på genrens nyfundne tolerance.
I 2017 viste Tyler, the Creator mere fredelige toner på albummet ’Flower Boy’, der antydede, at rapperen selv havde haft forhold til mænd på ’Garden Shed’: »I’ve been kissing white boys since 2004«. Det var et nuanceret, følsomt og modigt album, der udover flirten med biseksualitet også opmuntrede unge sorte mennesker til ikke at lade sig sætte i bås: »Tell these black boys they can be who they are«, som han rappede på ’Where This Flower Blooms’.
Dén udgivelse rystede lidt hele omverdenens idé om, hvem Tyler var, og hvad han stod for. Pludselig var den tidligere så ukorrekte og chokeffekt-orienterede rapper følsom og nuanceret. Rapperen begyndte at stå for et nyt maskulinitetsideal i hiphoppen, hvor man godt kunne tale om sine følelser, følge sine egne, nørdede interesser og se ud, som man ville. Og man kunne tematisere sin seksualitet uden at frygte massiv modstand.
Det har åbnet døre: I kølvandet på ’Flower Boy’ har artister som Kevin Abstract fra Brockhampton og den siden afdøde emo-rapper Lil Peep kunnet tale om deres biseksualitet, uden at det nødvendigvis var det altdefinerende tema omkring deres karriere. Nu, hvor den tidligere Odd Future-frontmand skal til at udgive sit femte album, ’Igor’, er hiphopverdenen tolerant, følsom og flersidig som aldrig før – og en del af dén udvikling skyldes faktisk Tyler selv.
De følsomme sider, der viste sig på ’Flower Boy’, har selvfølgelig altid været til stede i rapperens musik – faderens fravær har fyldt meget siden gennembrudsudgivelsen ’Bastard’, og selv ’Goblin’ startede jo med, at Tyler snakkede om sine problemer med en psykolog. Men tidligere havde rapperen tydeligvis tit brug for at pakke sin følsomhed ind i aggression og skældsord. Det har han ikke mere.
Men hvordan hænger dén åbenhed sammen med de tidligere ytringer? Og kan offentligheden håndtere en rapper, der genopfinder sig selv – eller bliver Tyler stadig dømt for fortidens synder?
Farvel til homofobi og voldtægtsfantasier
Først og fremmest er der måske faktisk ikke en så stor modsigelse i, at Tyler ubetænksomt brugte homofobiske skældsord som teenager, selv om han (sandsynligvis) selv er biseksuel, eller i hvert fald som minimum flirter med en flydende seksualitet i sin musik.
For de tidlige sange dyrkede jo netop provokationen for provokationens skyld. Alt blev forarbejdet destruktivt: Der blev rappet om mord, voldtægter og stoffer, og Tyler og co. sagde de grimmeste ord, de kunne finde på. Man behøver nok ikke at være Freud for at regne ud, at der nok gemte sig noget mere bag al den attitude.
Det er for eksempel ret sigende, at Tyler, der før slyngede om sig med homofobiske skældsord, nu laver seksuelt flydende musik som ’Flower Boy’, mens hans tidligere højre hånd Earl Sweatshirt har været kritisk omkring sin tidligere musik i Odd Future, fordi den tiltrak et misogynt incel-community – altså de kvindefjendske dele af internettet, der spejlede sig i voldtægtsfantasierne fra de tidlige sange. Nu laver Earl indadvendt, poetisk undergrundsrap, der er ligeså fjern fra de tidlige Odd Future-ting, som Tylers musik er det. Begge er kommet videre.
Dén udvikling er især imponerende, hvis man sammenligner med en af rappernes forbilleder. Odd Future har nemlig lært en stor del af chokeffekt-rappen gennem forbilledet Eminem, der populariserede hele ideen om, at man skulle sige de mest krænkende og opsigtsvækkende ting for at pisse flertallet af og få opmærksomhed.
Men hvor Tyler og Earl gennemgik dén fase relativt hurtigt og nu laver personlig, følsom musik, sidder det 45-årige forbillede fast i de gamle mønstre og lavede så sent som i 2018 en sang, hvor han kaldte Tyler for »faggot«.
Internettet husker alt – men kan det også tilgive?
Eminem har siden undskyldt for dén kommentar, men eksemplet viser alligevel meget godt, hvorfor Tyler nok fortjener tilgivelse og måske også beundring i stedet for fordømmelse. For i stedet for at vælge den nemme løsning og levere den chokeffekt-rap, hans fans egentlig elskede ham for, og som han kunne skjule sine følelser bag, har han turdet træde frem på en langt mere ærlig måde.
Det er selvfølgelig ikke selvsagt, at Los Angeles-rapperens nye album ’Igor’ fortsætter tematikken fra ’Flower Boy’. Det er heller ikke sådan, at hans musik skal forstås som en slags bodspenge for synderne fra de unge dage. Men når man ser på Tyler, the Creators fulde karriere er det svært ikke at se forbindelserne mellem den påtaget destruktive dreng fra de tidlige dage og den følsomme kunstner fra de seneste år.
Når man ser udviklingen fra aggressionen i begyndelsen af 10’erne til den nuancerede mand, vi nu møder, føler man, at man forstår mennesket bag. Og forståelse er, som bekendt, det første skridt mod tilgivelse.
Nu udgiver Tyler, the Creator altså ‘Igor’. Det føles som det første album i en ny tidsregning. Den første udgivelse for dén kunstner, der for alvor trådte frem med ‘Flower Boy’. Verden har omfavnet den nye Tyler, og meget ser ud til, at fortiden er lagt i graven. Og det er faktisk en bemærkelsesværdigt udvikling.
For den slags tilgivelse er en sjældenhed i disse dage, hvor sociale medier og shitstorms oftest bruges som våben – for at angribe den, der træder forkert. Måske er det her altså et af de sjældne øjeblikke, hvor internettet gør ligesom Tyler: Lægger sine mest voldsomste impulser til side og giver plads til noget nyt.
Læs også: Odd Future er dødt – men medlemmernes solokarrierer er større, end crewet nogensinde var