KOMMENTAR. Da Odd Future kom frem, kunne man knap se enkelte artister i virvaret. Crewet virkede som en sværm af unge og uregerlige skater-møgunger fra Los Angeles, der havde lige dele musikalsk talent og krudt i røven. Jo, jo, selvfølgelig virkede Tyler som den åbenlyse lederskikkelse, mens Earl helt tydeligt havde et lyrisk talent ud over det sædvanlige. Men Odd Future Wolf Gang Kill Them All var primært et kollektiv.
Eller måske endda mere end det: De var deres egen ungdomsbevægelse. De så ud på en særlig måde, dyrkede de samme ting, og en stor del af deres tiltrækningskraft udsprang af, at tusindvis af tilskuere blev så fascinerede, at de ville ønske de var en del af gruppen. Og Odd Future gjorde sit til at blive mere end bare musik: Gruppen lavede sit eget merch, havde et tv-show hos Adult Swim, og senere fik de endda en egen festival med Camp Flow Gnaw.
Alt det projicerede et image af, at vi havde at gøre med én stor homogen vennegruppe. Crewet kom altid først. Og netop derfor er det også fascinerende, at en række Odd Future-medlemmer nu har store (solo)karrierer på egen hånd – som eksempelvis Syd og hendes gruppe The Internet, der spiller i Den Grå Hal onsdag aften. For de karrierer er meget langt væk fra den punkede, skatekultur-inspirerede ‘fuck det hele’-stil fra starten af 10’erne.
OFWGKTA (som crewet typisk kaldes i en forkortet version) brændte nemlig ud efter et par år, hvor de skabte hype, kaos og fantastisk musik. Men nu, i 2019, har nogle af medlemmerne skabt så stærke album og karrierer, at de faktisk til dels overstråler det, der kom ud af gruppekonstellationen. Det, der i begyndelsen lignede ét stort virvar, har vist sig at huse nogle af de vigtigste stemmer i moderne r’n’b, hiphop og soul.
Earl har skabt radikalt indadvendte værker som ‘Doris’ og ‘I Don’t Like Shit, I Don’t Go Outside’, Tyler, the Creator tog fusen på alle med det oprigtig smukke og følsomme ‘Flower Boy’ – og Frank Ocean er verdens måske vigtigste r’n’b-artist lige nu takket være udgivelser som ‘Channel Orange’ og ‘Blonde’. Samtidig har Syd lavet et stærkt r’n’b-soloalbum samt skabt et stort hit ud af følelsen af at være forelsket i en pige på den fantastiske ‘Girl’ med hendes gruppe The Internet.
Hvordan er udvikling fra kaotisk Odd Future-fællesskab til en række forskellige individer sket?
Verdens bedste hiphop-talentskole
Ovenstående er faktisk nok en forkert måde at spørge på. For Odd Future er jo ikke bare forsvundet fra den ene dag til den anden. Gruppen har i dén grad præget medlemmerne, der var en del af den. Faktisk kan man nok næppe undervurdere, hvad tiden i den kreative konstellation har gjort for artister som Frank Ocean, Earl Sweatshirt, Syd og Tyler, the Creator.
I Odd Future kunne de her kunstnere nemlig rase totalt ud, overskride grænser og rive alle de mure ned, der prøvede at indhegne deres muligheder. Det var en periode, der var præget af en række musikalske og kulturelle oprør, der overhovedet gjorde det muligt for de har artister at gå helt nye veje.
Eller, som Syd sagde, da vi interviewede hende i 2017: »Takket være Odd Future indså jeg, at jeg også kunne skabe noget«.
Frank Ocean har også fortalt, at han mødte Odd Future i en meget mørk fase af sit liv, og at deres DYI-tilgang til musik hjalp ham frem. Det utrolige er derfor, at det her på overfladen så hyperaktive og kaotiske crew kunne rumme så forskellige kunstnere som artistiske Frank Ocean, introverte Earl Sweatshirt, hyperaktive Tyler, the Creator og musiknørden Syd.
Men det var nok også de ret fundamentale forskelle, der gjorde, at gruppen kun kunne holde sammen relativt få år, før de forskellige kunstnere, der trak i hver sin retning, sprængte sammenholdet. Men der var også en anden grund til, at det kun var et spørgsmål om tid, før crewet måtte finde nye artistiske veje.
For Odd Future var på mange måder et punket projekt, der mere handlede om at give fingeren til konventioner og smadre det hele end om at bygge noget eget op fra bunden. Men når oprøret har sejret, er man jo nødt til at begynde på noget konstruktivt. Odd Futures mantra var »kill people, burn shit, fuck school« – men hvad så, når det hele er brændt ned, og skolen er jævnet med jorden? Man kan jo ikke brænde det samme sted ned to gange.
Samtidig var den oprindelige Odd Future-etos også destruktiv på en måde, der ikke var holdbar i længden. Gruppen, der senere viste sig at have flere bi- eller homoseksuelle medlemmer, brugte påfaldende ofte homofobiske udtryk som »faggot«, hvilket fik dem bandlyst i England og Australien. Earl har desuden senere ytret forbehold ved, at mange tidlige fans dyrkede musikken på sexistisk vis: »Der er et incel-fællesskab, der fuckede med Odd Future rigtig meget. Med hele ideen om at være misogynistisk med sine bros«, har han fortalt Pitchfork i et interview. Syd har også udtalt, at hun følte sig såret, da de homoseksuelle miljøer vendte sig mod Odd Future.
Hvad gør man, når man har brændt alt ned til grunden?
Crewets tilgang var altså ikke holdbar, og det tiltrak også den forkerte slags opmærksomhed. Der var brug for nytænkning. Og mange af medlemmernes solokarrierer har da også udformet sig i direkte kontrast til den destruktive energi fra Odd Future-dagene.
Earl er en talsmand for intellektuel, indadvendt adfærd, der er det modsatte af Odd Futures drengestreger; Tyler the Creator skaber følsomme album som ‘Flower Boy’, der flirter med homo- eller biseksualitet; Frank Ocean udforsker moderne følsomhed og seksualitet; Syd og The Internet laver poppede souljams i særklasse. De skaber alle nye nicher i velkendte genrer og genopfrisker de forskelligste musikgenrer til en ny generation. Og de viser samtidig, at seksualitet og følelser er fleksible størrelser, der sagtens kan udtrykkes i for eksempel hiphopkontekst.
Efter at Odd Future brændte skolen end, har de skabt nye væresteder, der langt bedre afspejler deres generation og deres værdier. Og det har også allerede vakt genklang i en ny generation, der ser Odd Future som deres helte. Den åbent biseksuelle Kevin Abstract fra Brockhampton-crewet (der i høj grad er skabt med inspiration fra Odd Future) har for eksempel tweetet følgende: »Jeg er ingenting uden Frank Ocean. Jeg ville bogstavelig talt ikke eksistere«.
Det er selvfølgelig ikke alle Odd Future-medlemmer, der har ramt Frank Ocean-niveauer af superstjernestatus. Folk som Mike G, Hodgy Beats, Left Brain og Domo Genesis er gledet en smule ud af rampelyset – selv om artister som sidstnævnte stadig aktivt udgiver musik. Matt Martians og Pyramid Vritra er også stadig i gang med det jazzede, eksperimenterende The Jet Age of Tomorrow. Andre hangarounds som Lucas Vercetti (ham fra ‘OF Tape vol. 2’-coveret) arbejder vist for tøjmærket Supreme, som Odd Future var med til at popularisere.
Men det imponerende er i virkeligheden, hvor mange af Odd Futures medlemmer, der rent faktisk har klaret overgangen til store solokarrierer. Det er ikke kun en enkelt eller to, men en hel række af kunstnere, der efterhånden har mange stærke udgivelser på cv’et. Og som nu præger de forskelligste scener på egen hånd.
På den måde har Odd Future været den perfekte dannelsesfase for en række af de mest spændende kunstnere fra vestkysten. En talentsmedje uden lige, der har gjort store kunstnere til det, de er i dag. De her solokarrierer havde næppe eksisteret uden Odd Future, og derfor er de mindst lige så meget en del af vestkyst-kollektivets arv som de ikoniske øjeblikke i begyndelsen af 10’erne, hvor en samling unge rappere, skatere og musikere bragede ind på scenen.
Faktisk virker det slet ikke usandsynligt, at soloværker af Frank Ocean, Earl Sweatshirt, Tyler, the Creator eller The Internet endda ender med at være Odd Future-bevægelsens vigtigste musikalske arv til eftertiden.
Læs også: Er hiphoppens homoforskrækkelse fortid?