Clinic

På en måde lyder Clinics femte album som en glemt psykedelisk obskuritet fra 60’erne, der først nu er kommet frem i lyset. Vokalerne, den udbredte brug af fuzz, raslende maracas, summende Hammond-orgel – selve lyden emmer af hippiernes livtag med bluesrock. Men på den anden side ville albummet have været ret sært for den tid, da det er produceret uhørt moderne.

I det sidste nummer forklarer en mørk stemme, at pladen er en hyldest af ren glæde, en forbindelse af fortiden og nutiden, og opfordrer til, at man slipper rækværket. Men problemet er, at der fra starten ikke er grund til at klamre sig til rækværket.

Selvom der er en god dynamik i albummets vekslen mellem tampende, psykedelisk garagerock og bittersøde ballader, så præsenterer bandet ikke noget chokerende. Deres numre er måske en anelse mere varierede end et gennemsnitligt psych-album fra 60’erne, men de har ikke meget pondus.

Den intentionelle indoptagelse af den tids lyd virker for selvbevidst og bliver dermed distanceret og uvedkommende. Sangene fremstår som pasticher frem for at boble af glæde over fortidens musik. Derfor lyder albummet som en kedelig fætter frem for den sjove onkel, det kunne have været.