Efterklang
Dønningerne fra den islandske bølge skvulper stadig, det mærker man tydeligt hos danske Efterklang, der med albummet ‘Tripper’ inviterer til endnu en gang tungsind og højnordisk kystklima.
Det er storladent og der er, som det hører sig til i denne genre, gjort flittigt brug af tyndhudede strygersekvenser og klikkende og knækket electronica. Tempoet er holdt med silkehandsker og de betagende detaljer er kastet bredt med den store skovl. Helt igennem veldrejet og kælent, men ikke ligefrem overraskende.
Men går man dybere ned i Efterklangs udtryk, er der noget helt specielt over det. Tilgangen til den ellers velkendte ‘øde ø langt mod nord’-lyd er i høj grad klassisk baseret, hvilket får melodierne til forekomme barok-tunge og standhaftige. Som massive stenstøtter af lyd. Og ved foden af dem – et vokalskyggespil i dunkelsmuk belysning af Casper Clausen og Linda Drejer Bonde. Dybfølt og med sanserne på skrå, hvilket også gælder for resten af Efterklang.
Selvom hverken Sigur Rós eller Múm har grædt forgæves, er Efterklangs musikalske beskrivelse af nordens afkroge dog både sansepirrende og nyskabende – i hvert fald efter dansk standard. Og hvad angår dramatisk beherskelse, tåler den danske sekstet sagtens ligestilling med de agtværdige inspirationskilder, der også omfatter God Speed You! Black Emperor og A Silver Mt. Zion. ‘Tripper’ er i international klasse, hvilket det britiske pladeselskab The Leaf Label da også har opdaget; pladen udsendes i både USA, Canada, Europa, Australien, Sydafrika og Japan.
Efterklang har ikke været alene om at opnå dette. Hele 34 gæstemusikere har været forbi studiet, blandt andre Nils Grøndal fra Under Byen og Hildur Ársælsdóttir og Edda Rún Ólafsdottir fra Anima. Men også grønlændertruppen MIK har besøgt pladen med sin fine korsang. Et stort projekt, men et større resultat, der nok skal give genlyd på efterklangen.