Fortællinger er det stærkeste, der findes. Sagde ham, de aldrig fandt plads til i fortællingen.
Tyrion tog fejl af alt og alle. For 117. gang tog han fejl. Men i modsætning til dronningen, han fejlbedømte, er han ikke for stolt til at lære af dem.
Fortællinger er det stærkeste, der findes. Sagde Tyrion. Og samtidig sagde fortællingen det samme til sit publikum.
Godt. Lad os sige, at fortællingen har ret, når den siger sådan. Så er spørgsmålet bare: Hvilken fortælling er der tale om? Hvilken fortælling har ‘Game of Thrones’ egentlig fortalt os?
Der er langt fra fortællingens begyndelse til fortællingens slutning. Ikke bare i timer og minutter, men i genrekoder, sympatistrukturer og karakterfremstilling.
I starten er Westeros et maskeradebal og en sæbeopera. Alting ser ud som noget fra et eventyr, og ingenting er så eventyrligt, som det ser ud. En samtale er aldrig bare en samtale, den er også en intrige, et magtspil eller et blufnummer. Fantastiske ting som drager, magi og religion er underordnet det realpolitiske spil.
Slutbilledet er, som det er tilfældet med mange gode fortællinger, både det samme og det modsatte.
Drager, magi og religion, som alle spiller en større (og for dragernes vedkommende en større og større) rolle undervejs, er endnu engang sendt på retræte. Samfundsstrukturen er under forandring – hastig eller kontrolleret alt efter øjnene, der ser. Og de undertippede og fejlfødte har sejret på trods. Efter en ulige kamp. Mod talrige og nærmest almægtige fjender.
Og dermed slutter ‘Game of Thrones’, som serien startede. Som et eventyr. Og samtidig er alting anderledes. For eventyret slutter med demokratiets spæde fødsel – forsamlingen afviser godt nok Sams forslag om at inddrage folket, men kampen om magten er unægtelig demokratiseret: Den er nu op til plenumdiskussion frem for et spørgsmål om arverækkefølge.
Trilogien, som ’Game of Thrones’ låner fra
Seriens første spadestik mod demokrati er både overraskende og overraskende naturligt.
For efter otte sæsoners remix af Antikkens tragedietradition, Shakespeare og alskens fantasylitteratur er det passende, at ‘Game of Thrones’ slutter som Aischylos’ ‘Orestien’-trilogi, der møder ‘Hamlet’, der møder ‘Ringenes herre’.
I ‘Ringenes herre’ smeltes ondskabens beholder i den smedje, der skabte den, da ringens (læs: tronens) sande ejermand (læs: ejerdame) rækker hånden ud efter den. Heltene mødes på kajen til afsked. Nogle græder. Vi slutter med en tur tilbage til deres engang så uberørte randområde, der egentlig slet ikke ønskede at spille en rolle i fortællingen, men endte med at spille den største rolle. Freden og stilheden er kommet tilbage.
‘Hamlet’, fordi råddenskaben og magtens giftige drikkehorn endeligt og uigenkaldeligt udstilles og udslettes, mens de allerede rådne omkommer i hobetal. Daenerys forsøger at tjene retfærdigheden, men det, der skal gøres i retfærdighedens tjeneste, skal gøres med blod og magt, og blod og magt korrumperer. Hamlet kan ikke undslippe sin egen ugerning, og det kan Daenerys heller ikke.
Til sidst må fortællingen om fejden forfattes og fortælles af andre end drabsmændene og drabsmændenes drabsmænd. De, der ankommer til slottet, da Hamlet er død, har ikke hans blod på hænderne. (Jeg lukker her øjnene for Tyrions brug af ordet ‘paradise’, som efter mine begreber caster Daenerys som islamisk fundamentalist – og som jeg slet ikke forstår i en fiktion, der ikke har noget paradisbegreb.)
Og ‘Orestien’, fordi slægt skal følge slægter, og blod (og ild) betales med blod (og ild), indtil der ikke er flere tilbage til at forlange betaling. Jon spejler Orestes, der frikendes for mordet på sin mor (læs: faster). ‘Orestien’ ender med, at Athene indfører demokrati i Athen. Ligesom forsamlingen uden for King’s Landing smadrer Athene hjulet. Jeg kan ikke se, at ‘Game of Thrones’ låner lige så meget fra en anden fiktion, som serien låner fra ‘Orestien’ – som også Shakespeares tragedier remixer ustoppeligt. Og derfor er det passende, at ‘Game of Thrones’ ender ligesom Aischylos’ trilogi.
Bastarderne sejrer
Hos Aischylos signalerer demokratiet et brud med talionsprincippet (‘øje for øje og tand for tand’), der sætter en stopper for tragediernes blodfejder.
Hos ‘Game of Thrones’ er det samme tilfældet.
Det er et lige så markant genrebrud som første sæson, der i sæsonfinalen afmelder ridderfortællingen og genetablerer fantasygenren. Og måske er seriens bedste kendetegn, at genrer etableres og afmeldes lige så hårdt og kontant som seriens bærende karakterer.
I mange sæsoner er Westeros et hårdt sted for de moralsk retskafne og de uheldigt fødte, men i sidste ende er det fortællingens bastarder, der besejrer ondskaben.
Og er det i grunden mere overraskende end en afslutning, der tog os alle sammen på sengen?
‘Game of Thrones’ slutter efter mange af de principper, som serien brød med i starten. Jaime og Cersei omkommer helt efter profetierne. Som Tristan og Isolde. Eller Romeo og Julie.
Og Jon ender som Azor Ahai, der slår sin elskede ihjel og besejrer et monster, der smelter i ilden. Monstret er ingen drage. Det er heller ikke dragens mor. Monstret er tronen. Og monstret smeltes i flammerne. Kampen om tronen (personligt kan jeg ellers bedre lide ‘Spillet om tronen’) er slut.
Hjulet brudt, skabelonen fulgt
De bedste fortællinger er lineære og cirkulære. Og det er et fåtal af de bærende karakterer i ‘Game of Thrones’, der ikke rejser efter noget, der minder om en klassisk hjem-ud-hjem-bue. De rejste ud for at finde noget, der aldrig fandtes, eller fandt ud af, at det, de ledte efter, fandtes derhjemme. De ender med at få det, de håber på – og nogle af dem får det, de har brug for – med eller uden døden til følge. Derhjemme er alting både helt forandret og helt, som da de forlod det.
Man kan måske sige, at serien startede som en blanding af anti-heltefortælling og antiheltefortælling og slutteligt gjorde antiheltene til rigtige helte i en rigtig heltefortælling.
Heltene sejrer til sidst, men eventyrfortællingen får de aldrig tilbage. Det er tydeligst, da Sansa og Winterfell forlader The Seven Kingdoms under rådsmødet. Eventyrtallet syv er brudt. Sansa troede engang på prinser og riddere. Dem tror hun ikke på længere.
Det er både formularisk og utroligt tilfredsstillende. Og det er tilfældet med samtlige karakterers sidste replik eller handling. Hjulet er brudt, men skabelonen er fulgt. Dramaet er fuldendt.
Med sine lån fra Antikkens tragedietradition, Shakespeare og alskens fantasylitteratur er ‘Game of Thrones’ et moderne miks af nogle utroligt holdbare fortællinger.
Og fortællinger er det stærkeste, der findes.
Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Podcasten siger farvel til verdens største serie og snakker spoilers i finalen
Læs også: De største ubesvarede spørgsmål efter ‘Game of Thrones’-afslutningen
Find hele vores ‘Game of Thrones’-dækning HER.